Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

North Atlantic Cooperation Council, NACC). I første omgang blev 9 lande
inviteret (Wazawa-pagt-lande og Albanien), men da Sovjetunionen gik
helt i opløsning kom også Sovjetunionens efterfølgerstater med.
NACC var første skridt i en omfattende indsats for at skabe tillid til lande i
Central- og Østeuropa, som nu var blevet samarbejdspartnere. NACC var primært
et “konsultationsforum“, hvor NATO kunne give samarbejdspartnerne
gode råd. Året efter i december 1992 gik man skridtet videre og oprettede
en “ad hoc-arbejdsgruppe vedrørende samarbejde om fredsbevarelse“. Det
lagde grunden til det senere samarbejde mellem NATO og de østeuropæiske
lande om fredsbevarende operationer til støtte for FN og CSCE/OSCE. 19
NACC var kun en begyndelse, og der opstod hurtigt kritik. De central- og
østeuropæiske lande fandt i stigende grad, at NACC var et snakkeforum
og venteplads og fortsatte deres pres for at blive medlem af NATO.
NATO-landene syntes til gengæld ikke altid, at samarbejdspartnernes
initiativ var så voldsomt. De beklagede endvidere, at NACC kun omfattede
relativt fattige lande fra den tidligere Warszawapagt, mens de rige,
neutrale lande, som virkelig kunne bidrage til fredsbevarende operationer,
ikke var med 20 .
Ændringen kom i form af endnu et NATO-initiativ, nemlig Partnerskab for
Fred (Partnership for Peace, PfP) i 1994. Som middel til at løse etniske
og nationale konfl ikter stod PfP ikke alene. I CSCE/OSCE- og EU-regi var
der indledt et andet initiativ, der fi k navn efter Frankrigs premierminister
Eduard Balladur. Mens Balladur-initiativet (fra 1995 Stabilitetspagten for
Europa) blev en forudsætning for senere EU-medlemskab, var PfP forbundet
med NATO og muligt NATO-medlemskab.
Partnerskab for Fred (1994)
Et land, som gerne vil deltage i PfP, skal underskrive et Rammedokument,
der fastlægger PfP’s indhold og de grundlæggende principper,
som PfP bygger på (overholdelse af traktater, konventioner og andre
principper for Vestligt samarbejde). Dernæst skal landet oversende et
Præsentationsdokument, hvor det fremlægger, hvordan det vil nå målet.
Endelig skal det sammen med NATO udfærdige et Individuelt Partnerskabsprogram,
som kan være en detaljeret liste over de – mange
eller få – aktiviteter, landet ønsker at samarbejde med NATO om.
PfP omfatter en række aktiviteter og bygger på nogle principper, som skulle
stabilisere det tidligere WAPA-område og trække disse lande tættere ind i et
praktisk samarbejde med NATO, ikke mindst i fredsbevarende opgaver på
Balkan og andre steder. Mens NACC var et multilateralt forum, var PfP et bilateralt
tilbud fra NATO til de enkelte central- og østeuropæiske lande. I mange
tilfælde var det også et bilateralt tilbud til de enkelte østeuropæiske lande fra
de enkelte NATO-lande, som handlede “inden for rammerne af PfP“.
Det første vigtige ved PfP var, at det er et tilbud til alle OSCE-lande,
inklusive neutrale og alliancefrie lande fra Den Kolde Krigs tid. Rusland
fi k også tilbuddet, så det ikke skulle føle sig isoleret, men i modsætning
til hovedparten af de øvrige lande, viste det ikke nogen særlig interesse,
19 Mihalka, Michael, “Squaring
the Circle: NATO’s
Offer to the East”, RFE/RL
Research Report, Vol. 3, no.
12, 25. March 1994, s. 2.
20 Mihalka, ibid.: 4;
Goldgeier, ibid.
59