Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

forsvarsklausul i et udvidet NATO og ville det engelske folk stå last og
brast med det polske folk, hvis Polen skulle blive udsat for et angreb? I et
stykke tid foretræk England derfor, at NATO’s udvidelse foregik langsomt
og meget forsigtigt. Dette forklarer også, hvorfor England ikke ville acceptere
Rumæniens optagelse i første runde, men var mere positiv i forhold til
Slovenien 23 (Rumæniens optagelse ville være for stor en mundfuld og ville
”forstyrre” NATO pga. landets relative ringe udvikling). I forbindelse med
Rumæniens mulige optagelse var England således uenig med Frankrig.
Med USA’s positive udmeldinger i forhold til NATO’s udvidelse og
amerikanske forsikringer om, at forsvarskomponenten i NATO ikke ville
blive undermineret, aftog Englands bekymringer imidlertid og Englands
betænkninger kunne nu koges ned til risikoen for at forværre forholdet
til Rusland – en bekymring stort set alle NATO-landene på et tidspunkt
havde i relation til NATO’s udvidelse. Desuden kan det have spillet en
rolle for Englands opbakning til udvidelsen, at man særligt i spørgsmål
om udvidelse og integration var tilbageholdende med at lægge sig ud
med USA. Under Thatcher-regeringen argumenterede England imod genforeningen
af Tyskland efter Den Kolde Krig, fordi man frygtede, at tysk
genrejsning ville ændre magtforholdene i Europa. Denne holdning mødte
stor modstand fra USA’s side og England måtte til sidst give sig.
Siden første udvidelsesrunde har det offi cielt været Englands politik, at
NATO’s dør skulle holdes åben, og England var positivt indstillet overfor
udvidelsen i 2004. Også efter den seneste udvidelse, er det holdningen,
at NATO’s udvidelse skal fortsætte. Tony Blair udtalte således ved topmødet
i Prag i 2002 (da 2. udvidelse var besluttet): ”Denne udvidelsesrunde
er ikke NATO’s sidste (…) England vil fortsætte med at hjælpe de lande,
der søger NATO-medlemskab. NATO må fortsætte med at bibringe incitament
for reformer…” 24 .
8.5. Fortsat udvidelse?
Med udvidelsen i 1999 og udvidelsen i 2004 er NATO geografi sk ændret
væsentligt. Fra at være en snæver vestlig forsvarsalliance er organisationen
nu et bredt samarbejde mellem stater, der alle arbejder ud fra samme
liberale værdigrundlag og med samme mål for øje: Sikkerhed. NATO omfatter
nu 26 lande. I den forbindelse rejser der sig et centralt spørgsmål:
Er 2004-udvidelsen NATO’s sidste eller vil organisationen fortsat ekspandere?
- og i givet fald hvor meget? Det første spørgsmål kan besvares ret
præcist: Albanien, Kroatien og Makedonien var med i MAP og i opløbet
inden NATO’s topmøde i Prag i november 2002, hvor udvidelsen blev
besluttet - og de tre lande er stadig kandidater. Det er sandsynligt, at de
kommer med i NATO inden for en overskuelig årrække. Fra NATO’s side
hedder det at døren til organisationen fortsat står åben efter udvidelsen i
2004 25 . Selv om optagelsen af de syv inviterede lande markerer afslutningen
på en væsentlig udvidelse af NATO, så fortsætter NATO’s ”åbne dør
– politik” således.
Udgangspunktet for NATO har siden organisationens oprettelse været
det nordatlantiske område. Det er også dette område, der omtales i Wa-
23 Sharp, Jane M.O. (1997),
http://www.nato.int/acad/
conf/enlarge97/sharp.htm
24 Blair, Tony, ”Statement
by The Prime Minister of the
United Kingdom”, http://
www.nato.int/docu/speech/
2002/s021121g.htm, Prague
Summit 2002
25 http://www.nato.int/
issues/enlargement/
index.html
133