Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

i beboelsesområder. Han nævner også regional overbefolkning, udtømning
af ressourcer, sygdomsspredning, vandmangel, fejlernæring, sammenbrud
af sociale systemer med deraf følgende terrorhandlinger og transnational
kriminalitet (handel med narko og mennesker).
Billedet er ikke meget klart, hvilket naturligvis er en pointe i sig selv – risiciene
er “uforudsigelige og kommende fra mange retninger“ – men det
er tydeligt, at traditionelle mellemstatslige konfl ikter og krige ikke fylder
meget i det samlede trusselsbillede længere, kun i form af problemstater
og stater, som huser terrorister.
3.3. Stabilitet i ny og gammel
betydning – regionalt og globalt
Efter en gennemgang af udviklingen i trusselsbilledet drejer det følgende
sig om, hvordan de allierede tolkede NATO´s opgaver op gennem
1990´erne og bagefter.
Traktaten er ikke ændret, hvilket betyder, at NATO’s forsvarsgaranti stadig
eksisterer, og denne garanti er fortsat forbundet med den fælles interesse
i at forsvare NATO-området, dvs. territorialforsvar. Aktiveringen af Artikel
5 efter 11. september 2001 var en ny drejning i tolkningen af den gensidige
forsvarsforpligtelse.
Første gang Artikel 5-garantien kom på dagsordenen var ved sammenlægningen
af de to Tysklande i 1990. Sovjetunionen blev fortsat opfattet
som “residualtrussel“, og Gorbatjov modsatte sig tilstedeværelsen af
NATO-tropper på tysk territorium. Problemet blev løst, men forud havde
man gjort sig en del tanker om, hvad der ville ske, når russiske tropper og
NATO-tropper skulle stå over for hinanden i Tyskland.
Næste gang spørgsmålet blev rejst, var i forbindelse med de central- og
østeuropæiske landes ønske om at blive medlem af NATO. Disse lande,
som brændende havde ønsket sig en sikkerhedsgaranti mod den tidligere
hegemon, fi k med Partnerskab for Fred-programmet “kun“ en “Artikel
4-garanti“. Det betød, at de fi k ret til at konsultere med NATO, hvis de
følte sig truet. Det var ikke det, de havde bedt om, men NATO-landene
var ikke sikre på, at man var parat til at “ofre Washington for Warszawa“,
altså forsvare disse lande. Problemet blev kompliceret af, at der fortsat
var russiske tropper i nogle af landene.
Artikel 5-garantien spøgte også i forbindelse med udvidelsen af Den
Europæiske Union. Diskussionerne gik her på, hvad der ville ske, hvis et
central- og østeuropæisk land blev medlem af EU, og Rusland opførte sig
aggressivt over for det. Ville EU-medlemmer, som også var NATO-medlemmer,
så blive forpligtet til at forsvare det nye EU-medlem med mulig
konsekvens for NATO’s forsvarsgaranti? Det var ikke en tanke, som de
NATO-lande, der stod uden for EU, brød sig om.
Kort efter Bruxelles-topmødet i januar 1994 indledte NATO forberedelser til
den første udvidelsesrunde. Det gav anledning til fl ere problemer. Ud over
53