Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

somt blev bedre. Amerikanerne har været på vagt over for ”freeriders”,
dvs. lande, som ikke yder, hvad man kunne forvente, var deres andel til
det fælles forsvar. Vesteuropæerne har på deres side været utilfredse
med de ændrede prioriteter i Washington, der med jævne mellemrum
krævede store investeringer i konventionel oprustning (begyndelsen af
1950’erne, efter vedtagelsen af strategien om fl eksibelt gensvar og senest
i 1980’erne). Senest er spørgsmålet om fordeling af de økonomiske
byrder blevet forbundet med den forskel, der er mellem USA på den ene
side (og de amerikanske investeringer i fx materiel, forskning samt doktrinudvikling)
og Vesteuropa på den anden (de såkaldte kapacitetsskel, jf.
nedenfor).
”Byrden” 1 i NATO-sammenhæng er på den ene side NATO’s fællesfi -
nansierede aktiver. Dem er der i realiteten ikke særligt mange af. Det er
primært de strukturer, der skal gøre det muligt for Alliancen at fungere og
træffe beslutninger, dvs. de civile og militære strukturer i NATO’s politiske
hovedkvarter i Bruxelles (Den Internationale Stab, som består af civile, og
Den Internationale Militære Stab). Derudover er det kapitaludgifterne ved
NATO’s militære hovedkvarterer (”murstenene” - ikke det personel, der
arbejder i hovedkvartererne. Det fi nansieres af hovedstæderne), enkelte
stående styrker som fx Den Luftbårne Hurtige Varslingsstyrke, AWACS)
og udgifter til fredsstøttende operationer. Udgifterne fordeles efter en
fordelingsnøgle, som fastsættes i enighed, og som har været tilpasset de
økonomiske udviklinger over tid.
NATO’s styrker
NATO har kun ganske få stående styrker, men medlemslandene har
”assigneret” (udpeget) bestemte styrker til Alliancen, så den kan udføre
sine opgaver. Disse styrker forbliver under national kontrol, til de
frigives og placeres under NATO’s militære chefers myndighed.
Langt den største del af landenes forsvarsudgifter går til de aktiver og
kapaciteter, som NATO-landene stiller til rådighed for NATO. De er underlagt
de nationale beslutningsprocedurer og politiske processer. Det
betyder imidlertid ikke, at NATO og de øvrige medlemslande ikke har
indseende med udviklingen i de enkelte lande og kan påvirke den. Denne
påvirkning fi nder sted under den såkaldte styrkeplanlægningsproces, der
berører de konventionelle styrker.
Kernen i NATO’s styrkeplanlægningsproces 2 er, at de politiske myndigheder
(i Forsvarsplanlægningskomiteen) på baggrund af input fra de
strategiske kommandoer hvert andet år udstikker de overordnede mål i
såkaldte ”retningslinjer fra ministrene” (Ministerial Guidance). Her sættes
rammerne for de styrkemål, som landene skal nå, og som de bagefter bliver
vurderet på baggrund af. Der er skabt en tilsvarende proces i forhold
til partnerskabslandene.
1 NATO Handbook, 2001.
Netudgave: www.nato.int/
docu/handbook/2001/
index.htm.
2 For en uddybning se
Rynning, Sten, ”Fælles
Styrkeplanlægning i EU og
NATO: Gør det en forskel”
i Militært Tidsskrift, 133.
årgang, nr. 1, marts 2004.
103