Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

Det var især USA, der forsøgte at overbevise europæerne om, masseødelæggelsesvåben
kunne udgøre en trussel mod Europa, og at disse våben
kunne komme i terroristers – eller “slyngelstaters“ – hænder. Europæerne
var ikke lette at overbevise. Selvom en række af disse stater lå tæt på
Europa, og selvom det kunne påvises, at de enten havde eller forsøgte at
erhverve masseødelæggelsesvåben, var europæerne ikke enige i, at disse
stater også ville anvende dem mod Europa.
På Washington-topmødet i 1999 fi k emnet dog et vist løft. Der blev vedtaget
et WMD-Initiativ (WMD, Weapons of Mass Destruction), der skulle
samle kræfterne på området, styrke vidensdelingen osv. NATO vedtog
også et Forsvarskapacitetsinitiativ, der generelt skulle lukke det store skel
på materielområdet, man erfarede, der var efter Kosovo-kampagnen. Ud
af 58 områder, hvor NATO-landene skulle gøre fremskridt, handlede de
seks om forsvar mod masseødelæggelsesvåben. Endvidere skete der det,
at NATO i højere og højere grad lod det indgå i partnersamarbejdet også
at håndtere dette spørgsmål. Der har i den forbindelse været stor interesse
for civil beredskabsplanlægning.
Som led i at beskytte NATO mod masseødelæggelsesvåben er oprettelsen
af et missilskjold. Det, NATO-landene har drøftet, har ikke for alvor været et
nationalt missilskjold, hvor indkommende missiler over et land skydes ned,
før de kommer så langt. Dertil er uenigheden i NATO for stor. Det, man er
blevet enige om er at undersøge mulighederne for “taktiske missilskjold“,
dvs. beskyttelse af NATO-personel, der er indsat i kampområder, mod kort-
og mellemdistancemissiler. Efter terroranslaget i USA øgedes indsatsen for
at udvikle disse taktiske missilskjold, hvilket ikke mindst skal ses i lyset af
det forbedrede forhold til Rusland. På topmødet i Prag i 2002 blev NATO’s
militære myndigheder bedt om at arbejde videre med spørgsmålet.
Efter terroranslaget i september 2001 kom terrorbekæmpelse meget højt
op på NATO’s dagsorden. I en erklæring fra december 2001 (“NATO’s Response
to Terrorism“) defi neres terrorisme som en risiko mod Alliancens
sikkerhedsinteresser, og håndteringen af denne risiko som en grundlæggende
for sikkerheden. Selvom NATO efter terroranslagene udviste stort
sammenhold, er der dog fortsat lande, som ikke er så enige med USA i
at give NATO en alt for central rolle (gælder især Frankrig) 26 . Ikke desto
mindre vedtog NATO på topmødet i Prag i 2002 en omfattende pakke af
tiltag med henblik på at imødegå terrorismen. I topmødeerklæringen udtrykker
stats- og regeringscheferne, at NATO’s såkaldte transformation skal
vise “vores vilje til at beskytte vores befolkninger, territorier og styrker fra
ethvert væbnet angreb, inklusive terrorangreb, som kommer udefra. Vi har
vilje til at afskrække, gribe ind, forsvare og beskytte os mod ethvert angreb
på os i overensstemmelse med Washington-traktaten og FN-pagten“.
Det førte til vedtagelsen af en altomfattende tilgang til bekæmpelse af terror.
Mange af tiltagene præsenteres andetsteds i bogen. Det blev vedtaget
at oprette en reaktionsstyrke (NATO Response Force), “som kan bevæge
sig derhen, hvor der er behov for dem, understøtte operationer på afstand
og over lang tid og nå deres mål“ (jf. kapitel 4). Tilgangen omfatter også de
allerede igangværende bestræbelser på mere effektivt at lukke det såkaldte
kapacitetsskel mellem USA og Europa (jf. kapitel 6). Derudover handler terrorbekæmpelsen
ikke mindst om at forbedre delingen af efterretninger, hvil- 26 Medcalf, ibid., forthcoming
67