Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

76
4 Terzuolo, Eric R., Regional
Alliance, Global Treat: NATO
and Weapons of Mass Destruction,
1994-2004. Final
Report, Manfred Wörner
Fellowsip, 2003/2004,
NATO, 2004, s. 145.
5 Gudmonson, Ulla, NATO
i närbild Studentlitteratur,
Lund, 2000: 54.
6 Se Lord Robertsons
afskedstale for Det Nordatlantiske
Råd, www.nato.int/
docu/speech/2003/
s031217a.htm.
som altid er europæer, har traditionelt været en stærk personlighed, som
har søgt at påvirke NATO’s arbejde og øge sammenholdet i Alliancen.
NATO’s generalsekretær leder også NATO’s civile stab, dvs. de embedsmænd,
som arbejder for NATO og ikke for nationale regeringer.
Et særkende ved NATO’s organisation er dens omfattende komitesystem,
som både dækker militære og civile emner. Det er her, en stor del af ”konsultationen”
(jf. Artikel 4) mellem de allierede har fundet sted i tidens løb.
Komiteernes vigtigste opgave er at behandle emner på deres områder
og levere input til de besluttende organer. Mange af komiteerne er opstået,
fordi der har været et emne, som skulle analyseres eller en konkret
opgave, som skulle løses. En meget konkret opgave tilbage i NATO’s start
var at standardisere de allieredes meget forskellige militære systemer, så
de sammen ville kunne løse den opgave at afskrække fra et angreb og
evt. forsvare Europa. En anden konkret opgave var analysearbejdet vedrørende
”dobbeltbeslutningen” i 1970’erne, hvortil der blev nedsat den
vigtige High Level Group. Andre konkrete opgaver har været organiseringen
af partnerskabssamarbejdet og krisestyringsopgaverne, hvortil der
også er oprettet komiteer.
En anden funktion af komiteerne har været at give NATO en rolle i forhold
til det internationale samfunds stigende kompleksitet generelt. Ét
eksempel herpå er NATO’s videnskabsprogram, der blev indledt med
oprettelsen af NATO’s Videnskabskomite i 1958 med fokus på videnskab
og teknologi og deres betydning for de vestlige samfunds sikkerhed.
Programmet tager nu sigte på samarbejde mellem videnskabsmænd i
partnerlande og NATO’s lande med fokus på de nye trusler. Et andet eksempel
var Komiteen vedrørende Det Moderne Samfunds Udfordringer,
som blev oprettet i 1969. Komiteen har i tidens løb beskæftiget sig med
emner som energi og miljø og på det seneste om globaliseringens konsekvenser
for trusselsbilledet.
I 1999 vedtog NATO det såkaldte WMD-Initiativ og oprettede et WMD-
Center (vedrørende spredning af masseødelæggelsesvåben). Centret er
eksempel på en anden funktion, nemlig at NATO-landene har haft behov
for at ”multinationalisere” et spørgsmål, altså undgå at et land gik enegang
og evt. forsøge at øve indfl ydelse på dets politik (mht. masseødelæggelsesvåben
var det USA). Komiteerne kom på den måde til at spille
en stærkt integrerende og konfl iktløsende rolle sammen med NATO’s
øvrige civile og militære struktur. Som eksempel kan nævnes det konfl iktfyldte
forhold mellem Grækenland og Tyrkiet, som altid har sat sit præg
på diskussionerne, men at det netop er blevet ved diskussioner og ikke
krig mellem de to lande.
Indsatsen på WMD-området område afspejler endnu en funktion af komiteerne,
nemlig at NATO sender et signal både udadtil og i forhold til
hovedstæderne, at det tager et emne alvorligt 4 .
Antallet af komiteer i NATO nærmede sig 300, da Den Kolde Krig sluttede
5 . Som anført har disse komiteer hver især spillet en rolle, men på det
seneste har komitestrukturen været kritiseret for at være blevet for omfattende
og tidskrævende, og der har været gjort en indsats for at ”slanke”
den med op mod 30% 6 .