Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

indgik tilmed organiseret kriminalitet. Endvidere indgik systematiske
menneskerettighedskrænkelser nu i forskellige oprørsgruppers taktik. I
FN førte disse ændrede forhold til, at der i 2000 blev udgivet en rapport,
opkaldt efter formanden for analysepanelet, den tidligere algeriske udenrigsminister
Lakhdar Brahimi. Rapporten opfordrede bl.a. til, at FN gav
sine fredsstøttende tropper et mere “robust“ mandat, så de både kunne
sikre, at mandatet blev opfyldt, og så de ikke kom i pinefulde situationer
uden at kunne forsvare sig. Det er svært ikke at tolke Brahimi-rapporten
som en støtte til den måde, som NATO gennemførte sine fredsstøttende
operationer på Balkan fra midten af 1990’erne.
Etnisk udrensning og menneskerettighedskrænkelser bød også på problemer
fra en ny side. Ikke nok med at det i de konkrete tilfælde kunne være
svært at udpege den skyldige, men etnisk udrensning og menneskerettighedskrænkelser
var uforudset lette at formidle gennem æterbårne medier
til et stort publikum. Det gav anledning til den såkaldte CNN-effekt, hvor
informationer udveksles friere og hurtigere end tidligere, hvilket konstant
påvirkede den politiske dagsorden. Parter i konfl ikter,
som NATO var involveret i, lagde også information på
Internettet, hvilket var ved at undergrave fx NATOlandenes
politiske dagsorden og sammenhold. Der var
ikke mindst i USA kræfter, som beklagede, at denne
CNN-effekt vendte op og ned på Vestens dagsorden, så
traditionelt territorialforsvar kom på 2.- eller 3.-pladsen i
begejstring for at forsvare menneskerettighederne. 12
Rusland fortsatte med at give hovedpine i nogle år. Efter
det havde accepteret Polens, Ungarns og Tjekkiets
NATO-medlemskab, indledte det anden runde af modstand,
som blev koblet med modstand mod de amerikanske
missilforsvarsplaner 13 . Ruslands protest gjorde
indtryk, og på topmødet i Washington i april 1999 afstod
man fra at invitere nye lande med. Rusland fortsatte sin
modstand, og så sent som i sommeren 2001 var spådommen,
at det ville foranstalte et eller andet modtræk, hvis
NATO fortsatte processen i retning af udvidelse 14 .
NATO og Rusland tørnede også sammen med hensyn til Balkan. Ex-Jugoslavien,
som ikke havde været del af Warszawa-pagten under Den Kolde
Krig, blev nu forsøgt defi neret som del af russisk indfl ydelsessfære. Der
blev i den forbindelse bragt liv i en forestilling om et serbisk-russisk-ortodokst
broderskab. Det kunne i sidste instans betyde, at Rusland og USA
risikerede at stå over for hinanden på landjorden, hvis de støttede hver
deres stridende part. Denne konfl ikt med nationalistiske og strategiske
overtoner fi k sit mest dramatiske udtryk under NATO’s Kosovo-kampagne
i foråret 1999. Rusland afbrød samarbejdet i NATO-Rusland Fællesrådet,
blokerede for en FN-resolution, der gav grønt lys for NATO’s tvangshandlinger,
og sendte, efter der var indgået aftale med Milosevic 10. juni 1999,
og få timer før NATO-tropperne ankom til Kosovo (KFOR), tropper til
Pristinas lufthavn i det nordlige Kosovo i et forsøg på at sabotere NATO’s
planer. Situationen kunne have udløst en stormagtskonfrontation, men
luften gik hurtigt ud af ballonen. Det var ikke let for Rusland at opretholde
forestillingen om sig selv som en ligeværdig supermagt.
12 Nye, Joseph, “NATO’s
opgaver i informationsalderen”
i NATO Nyt, nr. 4,
vinter 1999.
13 Bering, Helle, “The
New, Bigger NATO: Fears
v. Facts” i Policy Review, nr.
106, Heritage Foundation,
april/maj 2001.
14 Bering, Ibid.
51