Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd
Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd
Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
66<br />
23 Det følgende om kontrol<br />
med masseødelæggelsesvåben<br />
bygger næsten<br />
udelukkende på den meget<br />
grundige fremstilling af<br />
Terzuolo, Eric R., Regional<br />
Alliance, Global Treat: NATO<br />
and Weapons of Mass Destruction,<br />
1994-2004. Final<br />
Report, Manfred Wörner<br />
Fellowsip, 2003/2004,<br />
NATO, 2004.<br />
24 NATO pressemeddelelse<br />
(95)124. <strong>Se</strong> også Terzuolo<br />
for en grundig gennemgang<br />
af området.<br />
25 Terzuolo, ibid. s. 21.<br />
at kontrollere spredning af masseødelæggelsesvåben har fokuseret på at<br />
beskytte civilbefolkninger og territorier samt de af NATO’s militære styrker,<br />
som eventuelt skulle sættes ind i et område, hvor der er risiko for, at fjenden<br />
anvender masseødelæggelsesvåben. Den gradvise udvidelse af NATO’s<br />
operationsområde har understreget behovet for denne beskyttelse.<br />
I 1990’erne blev kontrol med masseødelæggelsesvåben behandlet som<br />
et problem for sig, men efter 11. september 2001 blev det koblet sammen<br />
med bekæmpelsen af terrorisme. 23<br />
Hvordan truslen om masseødelæggelsesvåben skulle opfattes, og hvilke<br />
politiske og/eller militære midler, som skulle tages i anvendelse over<br />
for lande og grupper, som kunne tænkes at anskaffe og sprede masseødelæggelsesvåben,<br />
var meget konfl iktfyldt i NATO. Det var ikke desto<br />
mindre opfattelsen på begge sider af Atlanten, at emnet var vigtigt, og<br />
at man ønskede at inddrage det under NATO. Fra vesteuropæisk side<br />
ville man gerne undgå, at USA, som var den sejrende supermagt, gik enegang<br />
over for disse lande. Man ville også gerne sikre sig, at løsningerne<br />
blev politiske og ikke kun militære. USA på sin side så spørgsmålet om<br />
masseødelæggelsesvåben som et område, hvor NATO kunne bevare sin<br />
relevans, og pressede også på.<br />
Op til topmødet 1994, hvor forholdet til de central- og østeuropæiske lande<br />
overskyggede næsten alt andet, pressede USA på for at øge NATO’s indsats på<br />
området. Resultatet blev et kompromis, hvor især NATO’s politiske midler blev<br />
slået fast. NATO’s politiske rolle er – som tidligere – mest knyttet til drøftelse af<br />
og opfordring til landene om at tilslutte sig internationale våbenkontrolaftaler<br />
(konventionerne om “Biologiske og toksine våben“ og om “Kemiske våben“,<br />
“Ikkespredningsaftalen“), deres gennemførelse, men i forhold til ikke-statslige<br />
grupper, fx terrorister, kunne man ikke komme længere i 1994 end at<br />
erklære, at man ville koordinere landenes indsatser, som fortsat var nationale<br />
anliggender. Man ville endvidere forsøge at mindske truslen fra spredning og<br />
beskytte mod den.<br />
Det blev dog også i 1994 taget et par skridt til at sætte en udvikling i gang<br />
mht. militære midler i bekæmpelsen af masseødelæggelsesvåben. Der blev<br />
vedtaget et Rammedokument vedrørende Spredning af Masseødelæggelsesvåben,<br />
som bl.a. åbner en fl ig for, at NATO vha. “robuste militære<br />
kapaciteter sender det signal til mulige spredere af masseødelæggelsesvåben,<br />
at NATO tager risikoen ved spredning af masseødelæggelsesvåben<br />
med største alvor, at Alliancen vil vise viljestyrke, og at den ikke vil lade sig<br />
intimidere af trusler fra atomare, biologiske og kemiske våben.“ 24<br />
Blandt de vesteuropæiske lande skabte det bekymring for, om USA<br />
nu ville erstatte de politiske midler (“non-proliferation“) med militære<br />
(“counterproliferation“). Indsatsen på det militære område handlede dog<br />
i første omgang om at beskytte NATO-soldater, så de kunne bevæge sig<br />
ind i områder, hvor der havde været anvendt masseødelæggelsesvåben,<br />
altså et temmelig defensivt sigte. Midlerne forblev nu primært politiske,<br />
udtrykt således i Rammedokumentet (og gentaget mange gange siden),<br />
nemlig at NATO har som vigtigste mål at “hindre, at spredning fi nder<br />
sted, eller, hvis den alligevel skulle ske, at få den omgjort ved hjælp af<br />
diplomatiske midler.“ 25