Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

som helhed påtog sig out-of-area operationer, tilpassede det danske forsvar
sig. Et eksempel herpå var oprettelsen af Den Internationale Brigade
(DIB’en) og ændringen af forsvarsloven i 1993, der defi nerede disse opgaver
som havende betydning for dansk sikkerhed. DIB’en blev tilmeldt NA-
TO’s hurtige reaktionsstyrker. Denne tilpasning og de væsentlige bidrag
til NATO’s operationer på Balkan gav stor anseelse i NATO.
Ved udgangen af 2004 havde Danmark inden for
rammerne af NATO-samarbejdet bidraget med i alt:
1.250 mand til IFOR (1996)
8.900 mand til SFOR (1997-2004)
8.443 mand til KFOR (1999- )
samt med styrker til operationer i Albanien og Makedonien.
Forsvarskommandoen dec. 2004
Et andet område, hvor Danmark spillede en meget aktiv rolle var i forbindelse
med NATO’s stabilitetsfremmende rolle i Central- og Østeuropa. Således
bistod danske embedsmænd de central- og østeuropæiske lande med at
udforme deres Individuelle Partnerskab for Fred-program – ikke mindst de
baltiske lande – og senere med at gennemføre programmerne. Det var af
indlysende årsager især de ændrede forhold om Østersøen, der gav Danmark
mulighed for at kunne spille denne aktive rolle, der også omfattede en
aktiv rolle over for Polen med oprettelsen af den polsk-dansk-tyske bataljon.
NATO’s organisatoriske tilpasning til tiden efter Den Kolde Krig (jf. kapitel
4) smittede også uundgåeligt af på Danmark. Foruden ændringerne
af styrkestrukturen (oprettelsen af DIB’en) skete der også en tilpasning
til den nye kommandostruktur. Danmark blev i første omgang knyttet til
Centraleuropa, men med den nye kommandostruktur fra 1997, hvor Europakommandoen
blev opdelt i en Nordkommando og en Sydkommando,
kom BALTAP ind under førstnævnte. BALTAP overlevede altså strukturændringerne
i 1997, hvor de 65 hovedkvarterer blev reduceret til 20, og fi k
tildelt opgaver med hensyn til at integrere Polen i NATO (under navnet
Joint Command Northeast). Men i 2003 i forbindelse med den seneste
ændring i NATO’ s kommandostruktur blev BALTAP nedlagt.
NATO’s udvidelse satte den danske regering i et dilemma mellem hensynet
til Rusland og hensynet til de østeuropæiske landes stærke ønske om
NATO-medlemskab. Men i tråd med den generelle politik i NATO (det indirekte
løfte i forbindelse med deltagelse i PfP-samarbejdet og udvidelsesstudien
i 1995) vedtog Folketinget i 1994 at støtte de østeuropæiske landes
NATO-medlemskab, forudsat at det ikke skabte nye skillelinjer i Europa, at
NATO udbyggede sit forhold til Rusland, Ukraine og Hviderusland, at der
blev taget hensyn til de baltiske lande og at NATO-forsvaret ikke blev svækket.
I NATO blev Danmark navnlig de baltiske landes fortaler. Det gjaldt
ikke mindst på topmødet i Washington, hvor de baltiske lande ikke blev
inviteret med, men på dansk foranledning blev nævnt i erklæringen, hvilket
var ensbetydende med, at de ikke kom ”bagerst i køen”.
Vedtagelsen af Maastricht-traktaten og udviklingen i EU’s udenrigs- og
sikkerhedspolitik stillede Danmark over for en række dilemmaer, hvoraf
145