Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

138
6 Villaume, 1995, kap. 3.
7 Villaume, 1995, ibid.,
kap. 5.
8 Petersen, Nikolaj,
1973-2003, Europæisk og
globalt engagement, Dansk
Udenrigspolitisk Historie
nr. 6, Gyldendal Leksikon,
København 2004.
kelsen mod et angreb. Desuden skabte Danmark sig en profi l – sammen
med andre mindre lande i NATO – som aktiv tilhænger af nedrustning,
afspænding og politiske løsninger.
1950’erne: Forbehold mod baser og atomvåben
Et af de første, konkrete spørgsmål, der meldte sig i 1950’erne var, hvordan
Danmark passede ind i forsvaret af NATO-området, og hvordan Danmark
ville blive forsvaret af de øvrige allierede. Som beskrevet i kapitel 2, nærede
den amerikanske forsvarsledelse i begyndelsen af 1950’erne skepsis
med hensyn til, om Danmark ville kunne forsvares i tilfælde af et sovjetisk
stormangreb. I bedste fald kunne Centraleuropa forsvares ved Rhinen, men
fl ankerne (Danmark og Italien) kunne ikke, i hvert tilfælde ikke i sin helhed.
Det var ikke noget, man talte meget højt om over for den danske offentlighed.
Situationen begyndte da også så småt at vende i midten af 1950’erne,
da den større mængde taktiske atomvåben gjorde det muligt at forsvare
et større område, og da integreringen af Tyskland skubbede forsvaret længere
mod øst. Allerede i strategien fra 1952 optrådte de danske stræder
som værende af betydning i forbindelse med en blokering af den sovjetiske
fl ådes adgang til Nordsøen (minering) og som fl ybaser og dermed af betydning
for forsvaret af det øvrige NATO-område. Desværre var der endnu
ikke så meget, der tydede på, at et forsvar af selve det danske territorium
stod højt i planlægningen på trods af traktatens Artikel 5-garanti 6 .
Der skete med NATO-medlemskabet en vis oprustning i 1950’erne, men
den levede langt fra op til de krav, som NATO og USA stillede (heller ikke
senere). Danske politikere argumenterede for, at forsvarsudgifterne ikke
skulle fastsættes som en vilkårlig procentdel af BNP, men at også andre
forhold talte ind i forhold til byrdefordeling og opfyldelse af traktaten (fx
en god økonomi). Den danske regering havde også ”Grønlandskortet”,
der indebar, at USA kunne beholde sine baserettigheder, mod at Danmark
fi k lidt ”rabat” i NATO-medlemskabet. 7 Endelig blev det stadigt vigtigere,
at det danske forsvars forhold blev reguleret gennem forsvarsforlig, hvilket
betød, at den danske regering til enhver tid skulle tage hensyn til de
rammer, som forligspartierne udstak. Forsvarsforligene, som skabte ro
om udviklingen i forsvaret, blev i øvrigt rost af NATO – også selvom man
gerne så bevillingerne øget! 8
I forbindelse med NATO’s opbygning af den integrerede militære struktur
(i begyndelsen af 1950’erne) blev Danmark del af Nordkommandoen
(sammen med Norge), som til gengæld var underlagt Europakommandoen.
En vigtig forandring skete i 1961, da den såkaldte Enhedskommando
(eller Østersøkommando) blev oprettet. Den dækkede hele Danmark og
Slesvig/Holstein og havde, hvad der var politisk betydningsfuldt, fast en
dansk chef. COMBALTAP (Allied Command, Baltic Approaches) bestod
i øvrigt af alle tre værn og dens stab var multinational. BALTAP var Danmarks
forankring i NATO i den resterende del af Den Kolde Krig både
symbolsk og praktisk.
I 1953 og 1958 markerede den danske regering Danmarks særstilling med
to forbehold. Det første forbehold gjaldt stationering af amerikanske ba-