Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

16
14 Stuart, ibid. s.127.
15 Kaplan, Lawrence S., The
Long Entanglement, NATO’s
First Fifty Years, Praeger,
Westport, 1999, s. 33-34.
16 Achilles, ibid.
17 Kaplan, ibid., s. 31.
18 Sloan, ibid., s. 17.
19 Villaume, Poul, Allieret
med forbehold, En studie
i dansk sikkerhedspolitik,
Eirene, København,
1995, s. 64.
USA og Canada ønskede derimod kredsen udvidet af strategiske grunde.
Selvom der var kritiske røster i USA mod at “smøre for tyndt lag smør på
brødet”, altså udstikke fl ere sikker heds garan tier, end der var kapacitet
til 14 , havde USA behov for baser (fl ybaser og havne). Det drejede sig om
Azorerne (derfor Portugal), Grønland (derfor Danmark), Norskehavet og
Island. Dernæst var der indenrigspolitiske interesser, idet nogle amerikanere
ikke var særligt glade for tanken om at knytte alt for tætte bånd med
Frankrig og Storbritannien alene, hvorfor Alliancen skulle udvides. De var
lettere at overbevise om, at Canada, Grønland og Azorerne skulle med,
fordi de lå passende tæt på USA 15 . At Norge og Danmark var demokratier
(i modsætning til fx Portugal, som dog kom med) kan også have spillet en
rolle i forhold til en skeptisk Kongres. 16
Nogle af de inviterede lande uden for Vestunionen havde i større eller
mindre grad betænke lig heder ved at binde sig, og nogle sagde da også
fra. Fx sagde Irland nej, så længe Nord irland var del af Storbritannien
(Det forenede Kongerige). Andre lande som Sverige valgte i sidste ende
neutraliteten. Nogle lande blev bragt i et dilemma, idet de frygtede, at
deres medlem skab af NATO kunne forrykke magtbalancen, hvilket kunne
provokere USSR. Dette var bl.a. en medvirkende faktor i de danske udenrigspolitiske
overvejelser forud for den danske tilslutning.
Et andet hensyn, der spillede ind forud for indgåelsen af traktaten, var,
hvad der lå i begrebet “nordatlantisk”. Ingen af Middelhavslandene var
snævert set “atlantiske”. Derfor var Grækenland og Tyrkiet i første omgang
dækket af Truman-doktrinen og kom først med i NATO i 1952 som
led i inddæmningen af Sovjetunionen. Italien var heller ikke et “atlantisk”
land, men kom primært med – på fransk forlangende – for at styrke Frankrigs
fl anke – også selvom der var bekymring for kommunistisk magtovertagelse
17 .
Spanien blev først medlem af NATO 7 år efter ophøret af general Francos
diktatur (1982). Selvom den amerikanske forsvarsledelse kunne se fordele
i et spansk medlemskab allerede i 1949, var det udelukket af plausible
grunde. I stedet sikredes USA adgang til spanske baser gennem bilaterale
aftaler. Til gengæld kom diktaturet Portugal med, selvom europæerne
ikke var begejstrede. Her spillede strategiske interesser en særlig stor
rolle for amerikanerne.
Tyskland var et problem for sig, og det var i Europa i 1949 helt utænkeligt,
at landet skulle inviteres med i en forsvarspagt – selv én, der var vendt
mod Sovjetunionen. Men allerede kort efter (1949) voksede presset fra
USA for at inddrage Tyskland i konsolideringen af den globale magtbalance
18 , hindre eventuel tysk neutralitet og inddrage landet i den europæiske
økonomiske orden 19 . Tyskland, som allerede i 1952 var deltager i
forløberen til EU-samarbejdet, Kul- og Stålunionen, blev medlem af NATO
og Den Vesteuropæiske Union i 1955.
De seneste udvidelser af NATO’s medlemskab, som har fundet sted, siden
Warszawa-pagten blev opløst, og som nu i højere grad handler om at skabe
stabilitet i Central- og Østeuropa og i mindre grad om geostrategiske
forhold, var af gode grunde også utænkelige i 1949. Denne problemstilling
udbygges i kap. 8.