Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

20
Det europæiske NATO område
Det besatte Tyskland
Bilaterale aftaler med USA
NATO før 1952
6 Ismay, The First Five
Years, 1955. Netversion:
www.nato.int/archives/
1st5years/index.htm., kap. 3.
7 Kaplan, Lawrence S., The
Long Entanglement, NATO’s
First Fifty Years, Praeger,
Westport, 1999, s. 59.
8 Wheeler, Michael O.,
“NATO Nuclear Strategy,
1949-90” i Smith, Gustav
(ed.), A History of NATO,
The First Fifty Years, Vol. 1-3,
Palgrave Publishers Ltd.,
2001, s.123.
skal læses således, at NATO-landene frygtede et nært forestående angreb.
Politikerne i NATO-landene var mest bekymrede for, at Sovjetunionen ville
lægge politisk pres på Vesteuropa. Som en samtidig, NATO’s første generalsekretær
Lord Ismay, udtrykte det, havde Sovjetunionen jo underlagt sig
en række småstater og ud bredt sin indfl ydelses sfære til store dele af Østeuropa
uden at have grebet til våben.
Kan territoriet forsvares?
Ifølge Washington-traktatens Artikel 6 var Alliancens territorium i 1949
“hvilken som helst af deltagernes territorium i Europa eller Nordamerika,
[..] Frankrigs algeriske departementer...”. Det store spørgsmål i Alliancens
tidlige historie var imidlertid, om territoriet kunne
forsvares, om det kunne forsvares i sin helhed,
eller om dele af det skulle opgives.
Den amerikanske forsvarsledelse var ikke optimistisk.
Den var stærkt skeptisk over for udsigten
til, at en i forhold til USSR underlegen,
krigstræt og dårligt udrustet konventionel hær
kunne klare sig over for Sovjet unionens. Ifølge
det mest pessimistiske scenarium måtte man
opgive det vest europæiske kontinent, evakuere
det og føre kampen ved Suez.
DC 13 er et kompromis mellem det europæiske
(franske og hollandske) ønske om at føre krigen
så langt mod øst som muligt og den amerikanske
forsvarsledelses mere pessimistiske vurdering
af, om det var realistisk. Selvom NATO
skulle engagere fjenden “så langt mod øst i
Tyskland som muligt”, forventede man i realiteten
at skulle kæmpe mellem Elben og Rhinen. Problemet var, at Tyskland
var inddelt i besættelseszoner, som ikke var egnet til krigsførelse (pga.
forsyningslinjerne). I juni 1950 skrev feltmarskal Montgomery, at som
situationen var på det tidspunkt, ville “der opstå scener med rædselsvækkende
og ubeskrivelig forvirring i Vesteuropa, hvis vi blev angrebet af russerne.”
6 Det var heller ikke sikkert, at man kunne forsvare Skandi navien,
hvilket naturligvis skabte uro i Norge og Danmark. 7
At den første strategi indførte en form for fremskudt forsvar, selvom
Tyskland endnu ikke var med i NATO, har været tolket som støtte til den
“udelte fred”. Heri ligger, at NATO’s territorium skulle forsvares i sin helhed
og ikke i bidder. 8
Et andet vigtigt, strategisk mål var det stadig fattige Europas økonomiske
gen rejsning, der skulle hindre kommunistisk magtovertagelse i de vesteuropæiske
lande. Denne tankegang blev allerede bygget ind i Washington-traktatens
Artikel 2. Poin ten var, at den nødvendige oprustning ikke måtte ske på
bekost ning af den økono miske vækst eller på en måde, der bragte fi nanspolitisk
ubalance i økonomien med fare for økonomisk depression efter krigen.