Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

faktisk samlet set bidrog med over halvdelen af forsvarsudgifterne, hvis
man taler absolutte tal, men at de måtte indse, at de havde fået for lidt af
de relevante kapaciteter for pengene, herunder strategisk løftekapacitet,
evnen til at undertrykke fjendens luftforsvar, sikker måludpegning, sikker
kommunikation osv.
Erfaringerne fra Kosovo hang også sammen med den såkaldte amerikanske
militære revolution (revolution in military affairs), som langsomt, men
sikkert har bragt det amerikanske militær gennem en gennemgribende
reform 11 . Militære revolutioner har fundet sted fl ere gange og har handlet
om, at krigsførelsen af og til har ændret karakter på grund af ændringer i
teknologi, doktrin samt operationelle og organisatoriske begreber.
Den aktuelle militære revolution har været ledet af amerikanerne og har
fundet sted på følgende områder: teknologi, doktrin og organisation. På
det teknologiske område har det drejet sig om at indføre præcisionsstyrede
våben, der kan styres på lang afstand, så de kunne nå deres mål
– hurtigt og effektivt, dernæst øge muligheden for styrkeprojektion evt.
suppleret af ”stealth”, dvs. fl y o.a., som ikke kan opdages på radaren,
samt større kendskab til og kontrol med kamppladsen gennem brug af
satellitter. På det doktrinære område har det drejet sig om større brug af
værnsfælles styrker, på fl ådens område større vægt på kystnær kamp og
netværkscentrisk krigsførelse, på hærområdet, vægt på mindre, mere mobile,
mere fl eksible, mere dødelige ekspeditionsstyrker, der gør fuld brug
af informationsteknologi samt på fl yvevåbenets område fl ere præcisionsstyrede
våben og ubemandede kampfl y. Endelig er der hele spørgsmålet
om inddragelse af rummet, dvs. ændre den traditionelle måde at føre
kamp på ved at bruge satellitter og laser. Til slut er der det organisatoriske
aspekt, hvor den militære revolution omformer de gammeldags massehære
til mindre, mobile enheder, der er langt mere ”kapitalintensive”
og mindre ”arbejdskraftintensive”.
Af USA’s europæiske allierede er det kun Storbritannien og Frankrig (til
dels Tyskland), som har indledt noget, der tilnærmelsesvis ligner ovenstående
militære revolution 12 . De øvrige lande har ikke, hvilket med tiden har
øget – og vil øge – ”kapacitetsskellet” mellem USA og Vesteuropa.
Før DCI, som var det første initiativ, der skulle rette op på ovenstående misforhold,
bliver beskrevet, skal der falde et par ord om den rivende udvikling
i europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik, som faldt sammen med NATO’s
Kosovo-kampagne, og som fortsatte siden (jf. også kapitel 5). Det Europæiske
Råd, hvor EU besluttede at indlede opbygningen af sin forsvars- og sikkerhedspolitik,
nemlig i Køln i juni 1999, fandt sted kun få dage før, NATO
indstillede luftkampagnen over Kosovo. Og allerede et halvt år efter, i Helsingfors
i december 1999, havde EU besluttet sig for det overordnede politiske
mål, nemlig oprettelsen af en hurtig reaktionsstyrke (Rapid Reaction
Force, RRF), der skulle kunne udføre de såkaldte Petersberg-opgaver, der
i realiteten er alt andet end territorialforsvar. I forbindelse med oprettelsen
af EU’s RRF udarbejdede EU sin egen liste over mangler på kapacitetsområdet,
som supplerede det nedenstående DCI.
I april 1999 godkendte NATO-landene på topmødet i Washington et initiativ,
der skulle rette op på skævhederne og gøre NATO bedre i stand til
11 Sloan, Elinor, The
Revolution in Military Affairs,
McGill-Queen’s University
Press, Québec, 2002.
12 Sloan, Elinor, op. cit.,
kapitel 4.
107