Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

112
1 Kaplan, Lawrence S., The
Long Entanglement, NATO’s
First Fifty Years, Praeger,
Westport, 1999, s. 47.
2 Kaplan, ibid., s. 32.
3 The evolution of NATO
political consultation
1949-1962. http:www//
nato.int/artcives/docu/
d630502e.htm.
4 Barrett, John, “Confl ict
Prevention and Crisis Management:
The NATO Approach”
i Bauwens, Werner
og Luc Reychler, The Art of
Confl ict Prevention, Brassey’s
Atlantic Commentaries
no. 7, London, 1994, s. 116.
forhandlende parter ønskede derfor at sende det signal, at Washingtontraktaten
ikke var rettet mod Sovjetunionen. 1 Hertil kom, at en forsvarsalliance,
der blev dannet så kort efter oprettelsen af FN, ville skulle afspejle
principperne i FN-pagten, uanset om Moskva var kommet med sin kritik
eller ej. Det var der også indenrigspolitiske årsager til. Støtten til FN var
stor i den amerikanske Kongres og i de andre landes parlamenter.
Artikel 2
Denne artikel refererer som den foregående også til de forpligtelser, som
staterne har ifølge FN-pagten og folkeretten i almindelighed, nemlig
til at fremme fredelige forhold mellem sig. Derudover handler den om
skabelse af demokrati og betingelser for økonomisk vækst. Artiklen kom
primært med på foranledning af canadierne, som ønskede at opprioritere
de politiske elementer i traktaten og nedtone de militære. 2 Men artiklen
afspejler også tidens frygt for, at kommunisterne skulle komme til magten
i de vesteuropæiske lande, hvorfor det atlantiske samarbejde skulle
”fremme almindelig stabilitet og velfærd” bl.a. ved at ”koordinere deres
internationale økonomiske politik og (..) tilskynde til indbyrdes økonomisk
samarbejde”.
I takt med at NATO i de første år efter underskrivelsen udviklede sin militære
side drastisk og overlod det økonomiske og politiske samarbejde til
andre organisationer som fx OEEC/OECD og det fremspirende økonomiske
samarbejde i Europa, blev denne artikel i stigende grad betragtet som
sekundær. Men i NATO’s interne diskussioner har der altid – især blandt
de mindre lande – været et stærkt ønske om at styrke den politiske side af
samarbejdet. Allerede i september 1951 blev der nedsat en komite med
repræsentanter fra Belgien, Canada, Italien, Nederlandene og Norge,
som skulle udarbejde forslag til, hvordan det atlantiske samarbejde kunne
styrkes inden for rammerne af art. 2. 3
Denne politiske side af NATO blev yderligere styrket med Harmel-rapporten
(fx nedrustningsforhandlinger), og da Den Kolde Krig sluttede,
fi k artikel 2 fornyet aktualitet. Allerede på topmødet i London i juli 1990
hed det sig, at stats- og regeringscheferne ”har til hensigt at fremme den
politiske side af vor Alliance i overensstemmelse med artikel 2 i vor traktat”.
Artikel 2 kom til at legitimere det, NATO i realiteten kom til at gøre
– nemlig krisestyring, diplomatiske forbindelser med og stabilitetsfremme
i Østeuropa. 4
Artikel 2 har også været betragtet som udtryk for, at NATO udgør et værdifællesskab
(fremme af demokrati og markedsøkonomi) og ikke alene
et interessefællesskab (forsvar mod en fælles fjende). Der var dem, der
mente, at det var hensigten allerede i 1949, og at traktaten ikke kun var
vendt mod en anden supermagt, men også mod en anden ideologi og
en anden samfundsordning, nemlig kommunismen. Modargumentet er
sædvanligvis, at NATO har kunnet rumme adskillige lande, som ikke var
demokratier hele tiden (Portugal, Grækenland og Tyrkiet). Men forestillingen
om værdifællesskab fi k fornyet betydning i forbindelse med de
seneste udvidelser af NATO.