Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

122
2 Philip H. Gordon and
James B. Steinberg, http:
//brookings.edu/comm./
policybriefs/pb90.htm, se
også Mikkel Vedby Rasmussen:
Jo fl ere, jo bedre, s.
43, Dansk Udenrigspolitisk
Institut, København 2001
givetvis været befordrende for fx bilæggelsen af grænsestridigheder og
bedre behandling af minoriteter 2 .
Partnership for Peace (PfP) – Partnerskab for fred
PFP blev introduceret på NATO-topmødet i Bruxelles i 1994. De 20
nationer, som indgår i samarbejdet, har hver især indgået bilaterale
aftaler med NATO om politisk og militært samarbejde med Europas
stabilitet og sikkerhed for øje. De lande, der blev optaget i NATO
efter Den Kolde Krigs afslutning, var alle PfP-lande. I nær fremtid
forventes Bosnien-Hercegovina og Serbien-Montenegro at blive PfP-
medlemmer. NATO-landene og PfP-landene arbejder sammen under
det Euroatlantiske Partnerskabsråd.
Membership Action Plan (MAP)
– Medlemskabshandlingsplan
MAP blev lanceret på Washington-topmødet i april 1999. MAPs
formål er at assistere de lande, som ønsker medlemskab med råd
og praktisk støtte. Lande, som ønsker medlemskab, skal afl evere en
årlig rapport omhandlende forberedelserne på optagelsen på det
politiske, økonomiske, forsvarsmæssige, ressourcemæssige, sikkerhedspolitiske
og juridiske område. Fuld deltagelse i det operationelle
Partnership for Peace er væsentligt, når det enkelte land skal vurderes.
MAP opstiller en række kriterier, ansøgerlande skal opfylde før
de kan optages i NATO. Deltagelse i MAP er ikke ensbetydende med
NATO-medlemskab.
8.3. Udvidelser efter Den Kolde Krig
I årerne efter Den Kolde Krigs afslutning forandredes verden og således
forandredes NATO. Nye opgaver ventede forude, og nye medlemslande
bankede på NATO’s dør. Givet de store politiske og militære ændringer er
der ikke umiddelbart noget historisk mærkværdigt i, at NATO udvidede.
Alligevel kan det synes overraskende, at NATO’s dør i både 1999 og 2004
blev åbnet, idet modstanden mod udvidelserne var ret kraftig. Såvel i
USA som visse steder i Europa var der indledningsvis udbredt modstand.
Kritikerne påstod fx, at udvidelsen med Ungarn, Polen og Tjekkoslovakiet
var en strategisk fejl, der ville bremse Ruslands demokratiske reform, provokere
en ny kold krig og gøre alliancen svag og ukampdygtig. Tankegangen
var, at NATO ved at optage fl ere lande ville skabe en ubalance, som
Rusland måtte reagere på. NATO ville havne i det klassiske sikkerhedsdilemma
og ende med at undergrave sin egen sikkerhed. Sikkerhed er en
relativ størrelse – noget et land har i forhold til andre lande. Konsekvensen
af at øge ens egen sikkerhed kan være, at andre parter føler sig mere
usikre og handler derefter. Disse handlinger kan efterlade én mere usikker