Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

36
32 Shaun, Gregory R., Nuclear
Command and Control
in NATO, MacMillan Press,
London, 1996, s. 165-64.
33 Stromseth, ibid., s. 31.
præsident (mht. de amerikanske strate giske atomvåben og – senere – de
opstillede mellemdistance-missiler), eller – i henhold til Athen-retningslinjerne
fra 1962 – den britiske premierminister eller amerikanske præsident
(mht. de taktiske atomvåben, som de hver i sær havde ansvar for) eller
eventuelt også værtslandet, fx Tyskland, Belgien, Grækenland, Italien, Holland
eller Tyrkiet (mht. de taktiske atomvåben, som var opstillet i de respektive
lande). NATO som helhed forventes ikke nødvendigvis at skulle tage
stilling til spørgsmålet, men man kunne gøre det – og ville måske også. 32
Kun de franske atomstyrker stod helt uden for denne kontrol.
I andet led lå muligheden for, at forsvaret kunne optrappes og krigen
ændre karakter. Men i modsætning til strategien om massiv gengældelse,
var NATO’s muligheder med MC 14/3 blevet “fl eksible”. Det betyder, at
det er op til politiske og militære chefer at foretage et skøn over, hvilke af
Alliancens mange reaktionsmuligheder, der skulle tages i anvendelse.
Sammenholdet i Alliancen i tilfælde af et angreb og aktivering af Artikel
5 mv. var – og er – meget vigtig. Ifølge strategien byggede eskalationstruslens
troværdighed ikke alene på de militære kapaciteter, men også
på de allieredes vilje til fx at anvende atom våben. De skulle være parat
til at udføre såkaldt demonstrativ brug af atomvåben og selektive atomare
angreb – også som den første. Denne forudsætning er vigtig, men
ikke nogen selvfølgelighed. Det var på ingen måde klart, at de allierede
i NATO ville bryde sig om at være den første til at anvende atomvåben,
som eventuelt kunne ramme civile.
Strategien havde også indbygget en mulighed for, at NATO kan indlede
en forhandling med modstanderen på baggrund af atomar over legen hed.
I den forbindelse møder man et af de “populære” begreber i tiden, nemlig
forestillingen om en “atomtærskel”. Tanken var alle rede født hos NATOchefen
(SACEUR), general Norstad, som i 1960 havde foreslået, at NATO
indførte en sådan tærskel, så der kunne holdes pauser i kamphandlingerne
netop til sådanne forhandlinger 33 . Begrebet har ofte været forbundet med
overgangen fra konven tio nelle midler til atomare, og man kan sige, at den
omstændelige proces, hvor fl ere aktører og i sidste instans USA’s præsident
skulle acceptere brugen af atomvåben, var egnet til at indføre en “pause”.
Modargumentet har været, at det for det første er vanskeligt i den konkrete
krigssituation at sikre sig overholdelsen af disse pauser, og endelig bryder
tankegangen om en “fast” tærskel med forestillingen om uforudsigelighed
i eskalationen, altså et brud med selve kernen i strategien.
Forsvarsforpligtelsen og samarbejdet i NATO
Strategien om fl eksibelt gensvar blev formuleret i en periode med store
spæn dinger i NATO. Europæerne var i stigende grad bekymrede over, om
USA ville leve op til sine forsvarsforpligtelser i Europa – ikke mindst atomart.
Opsendelsen af Sputnik i 1957, håndteringen af Berlin-blokaden, hvor Kennedy
ifølge sine allierede ikke havde inddraget dem nok i et gensvar, kritik
i NATO af USA’s krig i Vietnam, de Gaulles fortsatte udford ring af USA og
NATO-samarbejdet samt USA’s skepsis over for det styrkede samarbejde
mellem Frankrig og Tyskland bidrog alt sammen til at anstrenge det transat-