Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

114
7 Ordlyden er her: ”If any of
the High Contracting Parties
should be the object of an
armed attack in Europe, the
other High Contracting Parties
will, in accordance with
the provisions of Article 51
of the Charter of the United
Nations, afford the Party so
attacked all the military and
other aid and assistance in
their power.”
8 Ordlyden er her: ”The
High Contracting Parties
agree that an armed attack
by any State against an
American State shall be
considered as an attack
against all the American States
and, consequently, each
one of the said Contracting
Parties undertakes to assist
in meeting the attack in the
exercise of the inherent right
of individual or collective
self-defense recognized by
Article 51 of the Charter of
the United Nations. 2. On
the request of the State
or States directly attacked
and until the decision of the
Organ of Consultation of
the Inter-American System,
each one of the Contracting
Parties may determine the
immediate measures which
it may individually take in
fulfi llment of the obligation
contained in the preceding
paragraph and in accordance
with the principle of
continental solidarity. The
Organ of Consultation shall
meet without delay for the
purpose of examining those
measures and agreeing
upon the measures of a collective
character that should
be taken.”
Artikel 5
Denne artikel om den gensidige forsvarsforpligtelse er den centrale bestemmelse
i traktaten, populært kaldet musketer-eden (”en for alle, alle for en”).
Artiklens sprog er – som det eneste i traktaten – knudret, hvilket afspejler de
meget stærke og ikke helt identiske interesser, landene havde. Den konkrete
tekst er et kompromis mellem allerede eksisterende formuleringer.
Europæerne ønskede en ordlyd à la Bruxelles-traktaten, hvor deltagerne
forpligtede sig til automatisk at forsvare hinanden i tilfælde af angreb 7 .
Men USA’s Senat ønskede ikke at forpligte sig og foreslog at man tog
udgangspunkt i bestemmelsen fra Rio-pagten, som USA havde indgået
med 20 lande i Latinamerika og Caribien 8 .
Blandt de centrale formuleringer i Artikel 5 er, at “et væbnet angreb mod en
eller fl ere af dem i Europa eller Nordamerika skal betragtes som et angreb
mod dem alle”. Formuleringen skal forstås som udtryk for den solidaritet,
der ligger i, at landene deler deres sikkerhed med hinanden – altså musketer-ånden.
Det kan også ses som udtryk for, at traktatområdet skal forsvares
som et hele (dvs. at man ikke ”ofrer” et land for at sikre et andet).
En anden central formulering handler om retten til ”under udøvelse af retten
til individuelt eller kollektivt selvforsvar, som er anerkendt ved artikel
51 i De Forenede Nationers Pagt..” I 1948-49 diskuterede forhandlerne,
hvilken sikkerhedsordning inden for FN’s rammer, som man ønskede
for NATO: Skulle NATO være en “regional institution” i henhold til FNpagtens
Kapitel 8 eller en selvforsvarsorganisation i henhold til pagtens
Kapitel 7, Artikel 51.
FN-pagtens Kap. 7, Artikel 51 (uddrag)
Intet i nærværende pagt skal indskrænke den naturlige ret til individuelt
eller kollektivt selvforsvar i tilfælde af et væbnet angreb mod et medlem
af de Forenede Nationer, indtil sikkerhedsrådet har truffet de fornødne
forholdsregler til opretholdelse af mellemfolkelig fred og sikkerhed.
FN-pagtens Kap. 8, Artikel 52 (uddrag)
Intet i nærværende pagt udelukker regionale aftaler eller institutioner,
der skal behandle sådanne sager vedrørende opretholdelse af mellemfolkelig
sikkerhed, som egner sig til foretagelse af regionale skridt...
FN-pagtens Kap. 8, Artikel 53 (uddrag)
Sikkerhedsrådet skal, hvor det er hensigtsmæssigt, benytte sådanne
regionale aftaler eller institutioner til tvangsforanstaltninger under
dens myndighed. Dog skal ingen tvangsforanstaltning iværksættes
i medfør af regionale aftaler eller af regionale institutioner uden sikkerhedsrådets
bemyndigelse...
Der var argumenter for, at NATO skulle anerkendes som et regionalt arrangement
under FN, fordi det gav mulighed for ”tvangsforanstaltninger”
(fx brug af militær magt), men fordelen ved at blive anerkendt som selvforsvarsorganisation
var størst. Godt nok var der sat grænser for, hvad man