Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

72
1 Nyhamar, Tore, NATO
fra bolverk til nettverk,
FFI/Rapport-2001/05918,
Forsvarets Forskningsinstitut,
Norge, 2001, s. 11.
4. NATO’s organisation
NATO adskiller sig fra tidligere alliancer ved i fredstid at have opbygget
en omfattende organisation. I det følgende bliver denne organisation
præsenteret, herunder hvordan den er opstået, hvordan beslutninger
træffes, hvad der er de vigtigste politiske og militære organer, samt hvordan
NATO’s strategier er blevet omsat i kommando- og styrkestrukturen.
Desuden vil spørgsmål om fx forholdet mellem alliancens politiske og militære
niveau, graden af ”integration” samt kontrollen med atomvåbnene
blive kommenteret.
Alliance, koalition, netværk og organisation
En alliance er en aftale om en gensidig forsvarsforpligtelse. Store og små
stater kan have forskellige motiver til at deltage i en alliance. Mens supermagten
– og stormagterne – kan have globale interesser og ønske om
at påvirke magtbalancen, kan en alliance yde det lille land sikkerhed og
beskyttelse mod et angreb udefra og øge muligheden for at stå stærkere
i forhold til fjenden. En alliance kan også trække et lille land ind i handlinger,
som ikke er i dets snævre interesse.
En koalition er et samarbejde, som er løst sammensat og ikke særlig institutionaliseret.
Koalitioner kendes fra FN’s operationer, fordi FN aldrig fi k
den stående styrke, som FN-pagten lagde op til. Koalitioner kan skabes
for at løse en bestemt opgave, og man taler her om ”koalitioner af villige”
(”coalitions of the willing”). Koalitioner kendes også inden for NATO, hvor
nogle stater kan gå sammen fx om en fredsstøttende operation.
En organisation er det mest formaliserede samarbejde. Den har ansatte,
ledelse og en fysisk adresse. Der er som regel regler for beslutningsprocedurer,
specialisering blandt medlemmerne/de ansatte. Den kan være
fl adt struktureret, men er ofte hierarkisk og vurderes ud fra, hvor effektivt
den når sine mål. Sådan er og var NATO. Den hurtige oprettelse af den
integrerede militære struktur, oprettelsen af et civilt og et militært hovedkvarter
– først i Paris, senere i Bruxelles – var på mange måder med til at
ændre NATO fra traditionel alliance mellem suveræne stater til en form
for sikkerhedsorganisation.
Men NATO har udviklet sig og karakteriseres nu af og til med koalitioner
eller netværk 1 . Et netværk er løst sammensat. I modsætning til en organisation
er et netværk uformelt, og beslutninger af betydning for netværket
kan træffes af medlemmer udenfor. I NATO-sammenhæng kan man sige,
at samarbejdet med partnere om fredsbevarende operationer har skabt et
helt nyt handlemønster, hvor disse partnere har fået indfl ydelse på nogle af
Alliancens opgaver (om end ikke kerneydelsen – Artikel 5-forsvaret).