Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

mende rolle og en meget synlig og aktiv fredsstøttende rolle. Disse to roller
er blevet suppleret af en ny rolle med hensyn til at inddæmme truslen
fra masseødelæggelsesvåben samt bekæmpe og afskrække terrorister.
Med udvidelsen af NATO’s opgaver blev også den geografi ske rækkevidde
udvidet – fra “det euro-atlantiske område“ til global indsættelse.
Midler
Siden afslutningen af Den Kolde Krig øgede og ændrede NATO både de
politiske og militære midler. Til de politiske midler hører partnersamarbejdet
med østeuropæiske lande, lande i Middelhavsregionen og Rusland – og
nu senest Mellemøstregionen. Støtte til våbenkontrolregimer hører også
til i den politiske “værktøjskasse“. Det kunne der – trods indvendinger fra
konservative kredse – skabes enighed om. NATO’s udvidelse med lande i
den tidligere Warszawapagt har også været et politisk middel, som har bidraget
til at skabe stabilitet i Europa. Dernæst har NATO’s fortsatte arbejde
i de mange civile komiteer også udgjort en stabiliserende rolle.
Men NATO har også gjort brug af militære midler – i både politiske og
militære roller. Det har især været NATO’s konventionelle styrker, som
har mærket til forandringerne i NATO’s roller. De har spillet vigtige roller
i de praktiske sider af PfP og krisestyringsopgaverne. På begge områder
er NATO’s militære styrkers troværdighed og effektivitet nu blevet “testet“.
Resultaterne har været både gode og mindre gode. Efter midten af
1990’erne, hvor NATO defi nerede sin egen fredsstøttende rolle, begyndte
mål og midler at matche hinanden på en tilfredsstillende måde – NATO
udførte sin fredstøttende rolle på Balkan med stor selvbevidsthed og succes.
Men i takt med at trusselsbilledet ændrede sig, har der været stillet
nye krav til NATO-styrkerne, som har været sværere at honorere. Kosovokampagnen
og USA’s manglende vilje til at ville anvende NATO til indsættelser
uden for Europa har også peget på svagheder i samarbejdet, der
bygger på de store forskelle i bl.a. materiel på de to sider af Atlanten.
Sammenhold
Sammenholdet i NATO i de 15 år, der er gået siden Den Kolde Krig sluttede,
har været forbavsende godt, når man tænker på, at den traditionelle
fjende forsvandt, og de allierede skulle enes om både fjende, mål og midler.
Som under Den Kolde Krig har uenighederne været udstillet for åbent
tæppe og har virket voldsomme. Udfordringen for de allierede har været
at håndtere en situation, hvor NATO ikke længere indgår som et afgørende
element i dens medlemmers overlevelse, men hvor organisationen
hele tiden skal bevise sin nytte. På Balkan og i forhold til Østeuropa viste
NATO, at Alliancen gjorde en forskel. Nu venter mange – navnlig i USA
– på at se, om de nye opgaver kan varetages på samme effektive måde.
71