Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

110
Vesteuropa. Denne strategiske forskel på USA og Europa betød også, at
USA udviklede et luftvåben, som tilmed blev forbundet med stor prestige
og indfl ydelse, mens europæerne udviklede hærstyrker, som forventedes
at blive sat ind ikke så langt fra hjemlandet. Endelig er det af stor betydning,
at USA aldrig deltog i fredsbevarende operationer under Den Kolde
Krig, mens europæerne og canadierne var dem, der blev sat ind i Kapitel
6½-operationer i det meste af verden.
Diskussionen om, hvorvidt det er rigtigt, at det er ”amerikanerne, som laver
maden, og europæerne, der vasker op” eller ”amerikanerne, der sparker
døren ind, og europæerne, der rydder op bagefter”, er et holdningsspørgsmål.
Begge opgaver erkendes som vigtige og fylder meget i NATO’s
aktiviteter. Krigen i Irak har vist, at krigen (måske) kan vindes, men at genopbygningen
og fredsarbejdet bagefter kræver stor opmærksomhed.
6.4. Opsummering
Fordeling af opgaver og fi nansielle byrder i NATO har været et stående
spørgsmål og til tider konfl iktemne i NATO’s historie. Til at begynde med
betød forskellen mellem det økonomisk stærke USA og det krigsødelagte
Europa, at USA påtog sig en særligt stor del af de økonomiske byrder.
Men i takt med at Europa blev rigere, steg kravet om en øget indsats fra
europæisk side.
Spørgsmålet om fordeling af opgaverne og de økonomiske byrder fi k en
ny betydning, da Den Kolde Krig sluttede, og NATO påtog sig at udføre
krisestyringsopgaver og senere terrorbekæmpelse. Samtidig med at de
vesteuropæiske lande fortsatte besparelserne på forsvaret i 1990’erne,
voksede forsvarsudgifterne i USA.
En del af de forøgede forsvarsudgifter i USA gik til den såkaldte militære
revolution, som har ændret – og fortsætter med at ændre – det amerikanske
forsvar teknologisk, doktrinmæssigt og organisatorisk. En sådan
militær revolution har ikke fundet sted blandt USA’s allierede, hvilket har
ført til store forskelle i militære kapaciteter. Disse forskelle siges at øge
problemerne med interoperabilitet og i sidste ende styrkernes evne til at
udføre operationer langt væk fra det traditionelle NATO-område.
NATO har i to omgange, nemlig i hhv. 1999 og i 2002, vedtaget initiativer,
som skulle rette op på kapacitetsskellet og give en mere tilfredsstillende
byrdefordeling. Det er Forsvarskapacitetsinitiativet (1999) og Prag-kapacitetsforpligtelserne
(2002). Begge tager sigte på at fremme mere mobile
enheder, øge deres kampkraft, udholdenhed og overlevelse, forbedre
forholdet på kommunikationsområdet og øge interoperabiliteten. Det
seneste initiativ skal ses i forbindelse med NATO’s omstilling til de nye
opgaver, herunder terrorbekæmpelse.