Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

106
9 Sloan, Elinor, ”DCI: et svar
på den amerikansk-ledede
militære revolution”, i NATO
Nyt, forår/sommer 2000.
10 Daalder, Ivo H. og
Michael E. O’Hanlon, Winning
Ugly, NATO’s War to
Save Kosovo, Brookings
Institution, Washington, D.C.
2000.
det skel, som var ved at opstå mellem USA’s kapaciteter på den ene side
og vesteuropæernes/canadiernes på den anden. Interoperabilitet blev nu
koblet på et andet begreb, der fi k større og større betydning, nemlig kapacitetsskel.
I forening betød de to, at én part (USA) besad langt, langt fl ere
kapaciteter på områder som fx teknologi, forskning og udvikling, fi nansielle
midler, samt fx løftekapacitet (transportfl y), kommando-, kontrol- og kommunikationsfaciliteter
osv., og at det var svært – og er stadigt sværere – for
USA og de øvrige allierede at fungere sammen. En konklusion syntes nærliggende,
nemlig at ”det gælder Alliancens overlevelse” 9 .
NATO har i to omgange vedtaget initiativer (Forsvarskapacitetsinitiativet
i 1999 og Pragkapacitetsforpligtelserne i 2002), som har skullet rette op
på dette misforhold. Tre forhold kan forklare det første initiativ, nemlig
NATO’s tilsagn om at udføre krisestyringsoperationer out-of-area, herunder
især Kosovo-kampagnen, den amerikanske militære revolution og
udviklingen i den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik. For at forstå
det andet initiativ fra 2002 skal derudover inddrages de dramatiske begivenheder
i forbindelse med 11. september 2001, der ændrede NATO’s
dagsorden, satte ”magtprojektion” på globalt plan i første række.
Kosovo-kampagnen Operation Allied Force, i foråret 1999 er blevet tolket
som et eksempel på de store forskelle, der var opstået mellem USA’s og
Vesteuropas aktiver og kapaciteter. Kampagnen, som i sig selv afstedkom
en del konfl ikter blandt de allierede (Grækenland valgte helt at holde sig
udenfor), gjorde det også meget synligt for europæerne, at de ville skulle
gøre en lang række investeringer, hvis de selv skulle gennemføre en sådan
operation.
Kampagnen 10 bestod af tre faser, der alle indebar brug af bombninger fra
fem kilometers højde for ikke at sætte livet på spil for NATO’s mandskab.
Første fase (23.-26. marts) var et forsøg på at ødelægge det serbiske luftforsvarssystem.
Det lykkedes ikke – og det lykkedes slet ikke at få Milosevic
tilbage til forhandlingsbordet. Fase 2 (27.-30. marts) drejede sig om
at ramme militær infrastruktur og jugoslaviske styrker på landjorden. Det
lykkedes kun til dels, og allerede 30. marts indledte NATO 2+-fasen, der
indebar mål i Beograd. Kampagnen sluttede først 10. juni.
I alle faser blev der anvendt fl y fra 14 NATO-lande, (fortrinsvist) præcisionsstyrede
bomber og krydsermissiler, ”stealth”-fl y, ubemandede rekognosceringsfl
y osv. Det bemærkelsesværdige var dog, at europæerne kun
bidrog med 20% af bomberne og 20% af de præcisionsstyrede bomber i
kampagnen, selvom de stod for 40% af enkeltfl yvningerne. USA var også
europæerne langt overlegen mht. elektronisk krigsførelse samt indhentning
af efterretninger og rekognosceringer (90%) plus brug af krydsermissiler
(90%).
Nu kan man altid diskutere, om NATO valgte den rigtige strategi, og
om Kosovo-kampagnen derfor var det bedste eksempel på en vellykket
magtprojektion. Således var – primært – briterne kritiske over for konceptet
om bombninger og meget aktive i forsøget på at få USA med på
en landkrig (hvilket Kongressen ikke accepterede). Men det påfaldende
var ikke desto mindre, at europæerne aldrig ville kunne have udført en
sådan operation, hvis de havde villet, og for det andet at europæerne