Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

sted i Rambuillet forud for NATO’s bombardementer i Kosovo. Denne
type fredsskabelse kan også karakteriseres som tvangsdiplomati.
Den diplomatiske fredsskabelse har rødder i FN-pagtens Kapitel 6,
som giver FN mulighed for at fi nde fredelige løsninger, fx forhandling,
mægling, forlig, domfældelse. De stridende parter forventes at have
vilje til at løse deres indbyrdes problemer, og derfor fungerer tredjepart
kun som “fødselshjælper“. I nogle tilfælde griber tredjepart til
at true, hvis parterne ikke retter sig efter de krav, som stilles. Dette
fænomen har fået betegnelsen tvangsdiplomati.
En anden type indsættelse er den præventive, som der ikke fi ndes særlig
mange eksempler på, hverken for NATO eller for andre organisationer.
Første eksempel på en sådan indsættelse var den FN-ledede operation
UNPREDEP fra 1995 til 1999, der skulle hindre konfl ikten fra ex-Jugoslavien
i at brede sig til det etnisk meget heterogene Makedonien. Anden gang
var også i Makedonien, hvor NATO ledede operation Essential Harvest og
indsamlede ca. 4.000 våben og tog luften ud af de albanske ekstremisters
forsøg på at destabilisere den makedonske regering. I begge tilfælde greb
det internationale samfund ind efter opfordring fra værtsregeringen.
NATO har udført en tredje type indsættelse, nemlig den klassiske fredsbevarende
på værtsregeringens anmodning, upartisk og tilbageholdende
med at anvende magt. I Bosnien-Hercegovina i 1993 bistod NATO FN
med at overvåge bosnisk luftrum, og i 1999 var NATO inddraget i operationen
Allied Harbour, hvor den albanske regering bad NATO om at være
til stede for at situationen ikke blev destabiliseret.
De klassiske fredsbevarende operationer hører hjemme i FN-pagtens Kapitel
6, men er også blevet kaldt “kapitel 6½-operationer“, fordi FN indsætter
tropper til at overvåge eller bistå med at bevare en indgået fred.
Betingelserne for klassisk fredsbevarelse er, at der skal foreligge en
fredsaftale mellem de stridende parter. Parterne skal være indforstået
med den fredsbevarende styrkes tilstedeværelse. Til gengæld skal styrken
overholde to vigtige principper: Den skal være upartisk og må kun
bruge magt i selvforsvar. For at bevare parternes tilslutning – og hindre,
at konfl ikten breder sig – skal parterne have den klare opfattelse, at den
fredsbevarende styrke ikke tager parti for én af dem. Gør den det, kan
man risikere, at en af parterne genoptager kampene. FN’s fredsbevarende
styrker var derfor ofte letbevæbnede for ikke at virke truende.
Problemet for Alliancen var, den ikke var specielt egnet til klassisk fredsbevarelse.
For det første på grund af dens karakter som en militær organisation.
Det betød, at den var bedst til robuste interventioner – helst fra
luften (mens fx FN havde tradition for landtropper, der kun brugte magt
i selvforsvar) 22 . Det betød også, at NATO’s troværdighed blev sat endnu
mere over styr, når parterne på jorden saboterede den fredsstøttende
indsats, og NATO – på grund af FN eller af andre årsager – var forhindret
22 Bildt, Carl, “Foreword”
i Biermann, Wolfgang og
Martin Wadset, UN Peacekeeping
in Trouble: Lessons
from the Former Yugoslavia,
Ashgate, Aldershop, 1998,
s. xxiii.
63