Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

60
selvom det endte med at skrive under. Det kunne der være fl ere grunde
til, men én har helt sikkert været, at Rusland som den tidligere supermagt
og hegemon ikke ville sættes på niveau med de tidligere satellitstater,
men bevare sin særstatus. En anden grund har været den vedvarende
skepsis i det russiske militær og den russiske offentlighed, der ikke altid
kunne – eller ville - “afkode“ NATO’s hensigter. Endelig har Rusland altid
gerne villet have veto-ret i NATO, hvilket de ikke fi k – hverken med PfP
eller på noget senere tidspunkt. De tidligere Warszawapagt-lande var nu
heller ikke særligt begejstrede over at skulle samarbejde med Rusland.
For det andet hvilede PfP på selvdifferentiering. I modsætning til NACC,
som var ens for alle, skulle PfP-landene vise interesse og selv defi nere,
hvad de ville opnå i samarbejdet med NATO. At lægge ansvaret hos det
enkelte land skulle øge motivationen hos de tidligere østlande, som havde
været vant til at blive dikteret fra oven. De, der ønskede at blive medlem
af NATO, kunne gøre en særlig indsats, mens de lande, som lå længere
væk fra NATO’s kerneområde, eller som ikke forudså at blive medlem af
alliancen, kunne nøjes med et mindre omfattende program. Ifølge kritikere
var det en typisk “del-og-hersk“-politik fra NATO’s side, som også
ville ødelægge vigtige samarbejdsinitiativer i Central- og Østeuropa (fx
Visegradsamarbejdet mellem Polen, Ungarn og Tjekkoslovakiet eller det
baltiske samarbejde). Selvom der kunne være noget om kritikken, for
NATO ønskede under ingen omstændigheder at optage lande gruppevist,
har princippet om selvdifferentiering været stærkt motiverende (på
samme måde som EU’s udvidelseskriterier).
For at styrke et europæisk værdifællesskab skulle PfP for det tredje bidrage
til at konsolidere de demokratiske revolutioner. Det skulle især
gøres ved at hjælpe landene til at skabe civil kontrol med de væbnede
styrker og øge gennemskueligheden i budgetter og andre forhold, der
havde med militæret i landene at gøre. Hensigten var at gøre op med den
kommunistiske arv, hvor militæret ikke stod til regnskab over for nogen.
Det ville også øge tilliden mellem NATO-landene og de tidligere Warszawapagt-lande.
Erfaringerne med dette arbejde har været blandede, og
NATO har måttet støtte især Ukraine med at føre reformerne ud i livet.
Deltagelse i PfP var – især hvis landet viste fremskridt og deltog aktivt
– forbundet med medlemskab af NATO. Argumentet over for de skeptiske
NATO-lande var, at de central- og østeuropæiske lande var langt bagud
både militært og politisk, og at de ikke kunne leve op til forsvarsforpligtelserne
med det samme. Så i stedet for at optage landene, for derefter at
opbygge deres militær, var det bedre at forbedre deres militær for derefter
at optage dem. De kunne så blive medlem med kort varsel, hvis det skulle
vise sig at blive nødvendigt at give dem en sikkerhedsgaranti. Kritikerne
mente ikke så underligt, at denne ordning, hvor der ingen køreplan lå for
medlemskab, ville skabe frustration og ustabilitet i stedet for stabilitet.
Det sidste aspekt af PfP hænger sammen med det ovennævnte, og er nok
det, der adskiller dette program fra andre i NATO, nemlig at det gav PfPlandene
mulighed for praktisk militært samarbejde med NATO og dermed
mulighed for at udvikle deres militær og øge interoperabiliteten (jf.
kap. 6). Det praktiske samarbejde omfattede fælles øvelser, planlægning
og træning (især mht. fredsbevarelse), efterforskning og redning, kata-