Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

sen for nedrustning, politiske løsninger og indbinding af stormagterne
i et ”forpligtende” forsvarssamarbejde. Danmark delte også under Den
Kolde krig synspunkter med de øvrige mindre lande, nemlig vedrørende
frygten for at blive draget ind i en supermagtskonfrontation og blive udslettet
i forbindelse med et atomangreb.
Dansk NATO-politik var også påvirket af den danske geopolitiske og
geostrategiske placering og besiddelsen af Grønland. Danmarks udsatte
placering som ”prop” i Østersøen og frontlinjestat i forbindelse med, at
Sovjetunionen eventuelt måtte ønske at skaffe sig adgang til Nordsøen
og Atlanterhavet skabte et dilemma for danske regeringer mellem at
fremstå ikke-provokerende over for Sovjetunionen, samtidig med at man
ville vise alliancesolidaritet over for de øvrige allierede.
En anden konsekvens af Danmarks geopolitiske placering var forestillingen
om en særlig nordisk balance under Den Kolde Krig. Den indebar en
hensyntagen til de øvrige nordiske lande i udformningen af dansk udenrigspolitik
og NATO-politik. Såfremt Danmark (og Norge) gik ”for langt”
med hensyn til at deltage i amerikansk atomstrategi, kunne man risikere,
at Sovjetunionen ville reagere over for Finland og eventuelt Sverige.
Da Den Kolde Krig sluttede, forduftede mange af disse bekymringer – frygten
for atomragnarok, for konsekvenserne af at provokere Sovjetunionen og
hensynet til en nordisk balance – lidt efter lidt. Østersøen blev et lavspændt
område, der var præget af samarbejde, og NATO påtog sig roller, som var
kerneområder i dansk politik: stabilitetsfremme, samarbejde, krisestyring
og fredsbevarelse. Det gjorde det muligt for Danmark at erhverve sig en
fremtrædende rolle og høste en del ros i NATO, som tilmed var bakket op
af en positiv opinion i Danmark.
Udviklingen siden århundredskiftet har endnu en gang sat sit præg på
dansk NATO-politik. Den har, fremmet af den borgerlige regering, som
kom til magten kun kort efter terrorangrebene i USA, været præget af
en endnu mere aktiv og internationalistisk rolle end i 1990’erne. På den
måde kan man med en vis ret tale om kontinuitet i dansk NATO-politik,
der er gået på at søge at bidrage til at løfte NATO’s nye opgaver og
tilpasse sig de ændrede styrkestrukturer og globale roller. Der har også
været tale om en forstærket opbakning til supermagtens, USA’s, politik og
operationer. Men også her kan man tale om en vis kontinuitet, da danske
regeringer siden Anden Verdenskrig som hovedregel har været stærke
støtter af USA. Nu, hvor modparten er væk, er der ikke samme behov for
at spille den ikke-provokerende rolle i NATO som tidligere.
147