Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

96
5 http://www.osce.org/
docs/english/1990-1999/
summits/istachart99e.htm
#Anchor-39212 (se også
http://www.nato.int/
docu/handbook/2001/
hb150203.htm)
sen af, at det er nødvendigt at samarbejde om løsning af nutidens opgaver,
afspejler sig i forskellige OSCE-dokumenter. Grundlaget for samarbejdet
mellem bl.a. OSCE og NATO skal fi ndes i resultaterne fra OSCE’s
topmøde i Istanbul i 1999. Rammerne for samarbejdet kaldes ”Platform
for Samarbejdsbaseret Sikkerhed” 5 . Her udtrykker NATO-landene, at de
er parate til at indsætte organisationens institutionelle ressourcer til støtte
for OSCE’s arbejde indenfor konfl iktforebyggelse og krisestyring. På det
praktiske niveau har NATO og OSCE arbejdet tæt sammen bl.a. i det
forhenværende Jugoslavien i forbindelse med våbenkontrol. NATO og
OSCE har udviklet et fælles aktionsprogram for Bosnien-Herzegovina og
både NATO’s IFOR og SFOR har ydet støtte til OSCE’s mission i Bosnien-
Herzegovina. I Kosovo og Makedonien samarbejder og supplerer NATO
og OSCE hinanden i felten. Der er endvidere regelmæssig udveksling af
informationer mellem OSCE’s og NATO’s sekretariater.
Sammenfattende er NATO’s legitimitet øget på grund af udvidelserne
og NATO kan nu, via det permanente NATO-Rusland råd, fungere som
brobygger mellem Vesten og Rusland. Disse ændringer stiller spørgsmålstegn
ved OSCE’s fremtidige rolle i den europæiske sikkerhedsarkitektur.
De to organisationers brede sikkerhedsforståelse har foreløbigt betydet
at samarbejdet mellem NATO og OSCE er intensiveret.
5.3.3 NATO – FN
På det sikkerhedspolitiske område befi nder FN sig i en slags monopolsituation,
fordi FN er det eneste globale forum. FN har en fortrinsstilling i
forhold til andre internationale organisationer, bl.a. fordi staterne har tillagt
sikkerhedsrådet særlige beføjelser.
På den ene side udgør FN kernen i folkeretten og tilrettelægger som
sådan det internationale samfunds spilleregler. Herunder spiller FN en
legitimerende rolle overfor andre organisationers og staters handlinger
– fx i forhold til intervention. På den anden side udfører FN også selv
aktioner, fx indenfor fredsbevarelse. Efter Den Kolde Krigs afslutning er
FN mere tilbøjelig til at deltage i egentlig fredsgennemtvingelse (hvor der
kan bruges magt).
NATO har altid været bundet op på FN. I Washington-traktaten understreges
det fl ere steder, at NATO underlægger sig principperne i FN’s
charter og bekræfter, at FN står for den øverste varetagelse af fred og
sikkerhed (se Washington-traktaten bagerst i bogen og kap. 7).
Fredsbevarelse er i dag det område, hvor der er størst direkte kontakt og
samarbejde mellem NATO og FN. NATO’s generalsekretær rapporterer til
FN om resultaterne i NATO-ledede operationer. Dette sker fx i forbindelse
med NATO’s operation i Afghanistan (ISAF). For at koordinere samarbejdet
mellem FN og NATO er en forbindelsesoffi cer fra NATO placeret i FN og
omvendt.
Artikel 51 i FN’s charter fastslår, at stater har ret til individuelt eller kollektivt
forsvar, så længe FN ikke agerer i en konkret situation. Dermed