Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

4.4. Forholdet mellem politik og militær i NATO
Det sidste emne i dette kapitel handler om forholdet mellem politik og
militær i NATO. NATO er ikke enestående, hvad angår konfl ikter mellem
den politiske logik på den ene side og den militære ”nødvendighed” på
den anden. Men den har syntes forstærket i NATO-sammenhæng. En årsag
har formodentlig været, at målet for NATO’s strategier med afskrækkelse
og forsvar har været staternes overlevelse – og under Den Kolde Krig et
helt værdisystems overlevelse. Forsvaret kunne anklage politikere for, at
de risikerede at sætte NATO-områdets og den liberal-demokratiske ordens
eksistens over styr på grund af en besparelse eller en anden – kortsigtet
– beslutning. Politikerne har til gengæld frygtet, at forsvaret på grund af
snævrere interesser og standardprocedurer risikerede at sende Alliancen
ud i uoverskuelige kriser og krig – evt. med brug af atomvåben.
Udgangspunktet har været en almindelig tolkning
af det clausewitz’ske udsagn om, at krigen
er politikkens videreførelse med andre midler,
og at krigeren bør have ansvar for krigen, når
politikeren ”giver op”.
Men med atomvåbnenes udbredelse skete der et
skift i retning af at give politikerne ansvaret tilbage.
Erkendelsen (efter en kort periode i 1950’erne)
var, at atomvåbnene ikke var almindelige våben,
og at de mest tjente politiske formål, dvs. afskrækkelse.
En krig kunne ikke vindes mere. Det betød,
at det var de politiske mål og den politiske logik,
der skulle være den gældende 22 , herunder også
muligheden for at udøve krisestyring.
Derfor har den almindelige udvikling været, at det politiske niveau har ønsket
større og større indseende med og kontrol over de militære midler.
Det har givet sig udtryk på mange måder. I fredstid har én af måderne været
beslutningsprocessen omkring styrkeplanlægning, hvor det politiske
niveau (også fi nansministerierne) ønskede at have maksimal indfl ydelse på
de militære chefers planlægning.
Også i krise og krig har politikerne ønsket at øge kontrollen. Første gang,
det blev aktuelt, var under Korea-krigen, hvor der var konfl ikt mellem
politikere og militære chefer om brugen af atomvåben. Også NATO’s
strategier har forudsat politisk kontrol – især fl exible response, som har
indbygget politisk kontrol på fl ere planer, især hos den amerikanske præsident,
men også hos andre NATO-lande. Under Kosovo-kampagnen så
man, som beskrevet ovenfor, politiske og militære ledere, der var stærkt
uenige om strategi og måludpegning. 23
Krisestyringsoperationer har generelt stillet meget høje krav til politisk kontrol.
Militæret skal i sådanne operationer være sig meget bevidste om, hvad
de politiske mål er, og utilsigtede skader er som regel politisk uacceptable
i hovedstæderne og i offentligheden 24 . Sådanne utilsigtede skader (fx når
NATO har ramt civile i stedet for militære anlæg) har lagt stort pres på samarbejdet
i NATO. Derfor spiller Det Nordatlantiske Råd og Forsvarsplan-
Det politiske niveau
- USA’s udsending Richard
Holbrooke - og det militære
- SACEUR general Wesley
Clark - taler sammen lige
før NATO starter Kosovokampagnen
NATO Photo
22 Nielsen, K.V., Strategi i
atomalderen, kompendium
49.20, Hærens Offi cersskole.
23 Priest, Dana, ”Kontroverser
bag krigens kulisser”
og ”Generalen og hans
fjender” i Politiken, 21. og
22. september 1999.
24 Barrett, John, ”Confl ict
Prevention and Crisis Management:
the NATO Approach”,
i Bauwens, W. og L.
Reychler, The Art of Confl ict
Prevention, Brassy’s Atlantic
Commentaries no. 7.
87