Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

som også ønskede at sikre NATO en rolle i bekæmpelsen af de nye trusler.
Det nye initiativ, som forsvarsministrene havde udarbejdet, fi k navn efter
stedet, hvor topmødet blev holdt, nemlig Prag-kapacitetsforpligtelserne
(Prague Capabilities Commitment, PCC). I modsætning til DCI skulle det
være mere ambitiøst, forpligtende og målrettet. Således skulle medlemslandene
forpligte sig til at nå bestemte mål inden bestemte deadlines.
PCC fokuserede på emnerne, sikring af kommando-, kommunikations- og
informationssikkerhed, forbedring af interoperabiliteten for de indsatte
styrker og deres kampevne, hurtig indsættelse af tropper og deres udholdenhed
samt forsvar mod ABC-angreb.
PCC fokuserer på:
forsvar mod atomare, biologiske, kemiske og radiologiske angreb
mere sikre kommando-, kommunikations- og informationssystemer
forbedret interoperabilitet for indsatte styrker og centrale
aspekter af kampeffektivitet
hurtig indsættelse af tropper og forbedret udholdenhed
Derudover tog PCC fat på et følsomt emne i NATO, nemlig rollespecialisering.
Ét af problemerne for de vesteuropæiske NATO-lande har været, at
der har været tale om materielanskaffelser, som i vid udstrækning har været
nationale og genstand for nationale præferencer. Men i lyset af den fi nansielle
situation lød anbefalingen fra Prag, at landene skulle søge at fi nde
kosteffektive løsninger og en eller anden grad af samlede anskaffelser.
PCC skal i øvrigt ses i sammenhæng med NATO’s udrykningsstyrke, NRF
og den øvrige tilpasning af kommandostrukturen (jf. kap. 4).
Med vedtagelsen af PCC og oprettelsen af NRF synes der at være skabt
pause i de langvarige diskussioner om NATO’s tilpasning, så det kan bekæmpe
de nye trusler, og om kapacitetsskellet mellem USA og Vesteuropa.
De vesteuropæiske allierede har vist politisk vilje til at gøre noget ved
den manglende omstilling af deres lavintensive, ikke-mobile styrker, og
USA har nok en gang sat dagsordenen og drevet NATO et skridt videre.
Denne beslutning går til gengæld nok ikke langt nok i forhold til at sætte
endeligt punktum for spørgsmålet om arbejdsdelingen i NATO, hvor USA
har stået for de højteknologiske, kampintensive og mobile styrker, der
har kunnet ”sparke døren ind”, mens Vesteuropa og Canada har haft forkærlighed
for fredsbevarende operationer i den lavintensive ende. Der er
nemlig tale om dybe historiske traditioner i hhv. USA og Europa/Canada,
som ikke ændres med det samme, hvis de da skal ændres.
For det første betød NATO’s koncentration om Vesteuropas forsvar under
Den Kolde Krig, at det var USA, som skulle fl yttes over Atlanten for at
forsvare Europa, mens europæerne kunne regne med at blive indsat tæt
på hjemlandet. Hvis NATO havde besluttet, at alliancen skulle have været
indsat out-of-area fra NATO’s spæde begyndelse (hvilket briterne og
franskmændene gerne ville), kunne dette problem have været mindre, for
så var en større del af NATO-landene indrettet på at bevæge sig væk fra
109