Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

86
20 Laity, Mark, ”I clinch
med medierne”, NATO Nyt,
nr. 4, vinter 2002.
21 Binnendijk, Hans og
Richard Kugler, ibid.
den, der kom til at sætte dagsordenen efterfølgende, nemlig at der er stigende
skel mellem USA på den ene side og de vesteuropæiske allierede
og Canada på den anden (for en uddybning af begrebet interoperabilitet
og kapacitetsskellet se kapitel 6).
Et sjette element er muligheden for at kommunikere på et fælles sprog.
Her har NATO haft den fordel, at der er to offi cielle sprog, nemlig engelsk
og fransk, især engelsk, som har været trænet i medlemslandene under
hele Den Kolde Krig. Men med de central- og østeuropæiske landes medlemskab
af NATO har der dog været et stigende behov for at styrke deres
engelsk-kundskaber.
For det syvende skal logistikken være i orden. Igen er dette ikke nogen given
ting selv for NATO, og logistik var ét af de punkter, som var på dagsordenen
i forbindelse med NATO´s Forsvarskapacitetsinitiativ, DCI, fra 1999.
Det samme gælder det ottende element – selve indsættelsen – som har
givet problemer, jo længere væk NATO skulle udføre sine opgaver. Her
har det igen vist sig, at europæerne manglede nogle af de centrale kapaciteter,
der kunne løfte mandskab ud, hvor de skulle operere.
Endelig viser det sig, at håndtering af medierne bliver af større og større
betydning for en succesfuld udførelse af en operation. Hvis medierne ikke
håndteres ”ordentligt”, risikerer operationen at løbe ind i legitimitetsproblemer
og miste politisk støtte fra hjemlandet. Her synes NATO at have
draget nytte af læren fra Kosovo-kampagnen og i senere operationer
udarbejdet en endog særdeles aktiv mediestrategi for også at få positive
budskaber igennem 20 .
Til sidst skal begrebet ”komite-krigsførelse” kommenteres. Det er, som anført,
ikke meget præcist defi neret, men refererer til et tilfælde, hvor krigen
eller interventionen – dens grundlag, dens mål og midler – er genstand for
diskussion i én eller fl ere komiteer. Den slet skjulte kritik (som især fremsættes
fra USA’s side) går på, at det skader effektiviteten og dermed operationens
troværdighed. Det kan også formuleres således, at det er nødvendigt,
at NATO’s ikke-Artikel 5-operationer drøftes grundigt, og så bør der handles.
Og at NATO er god til det første, men ikke til det andet. 21
Der er to elementer i NATO’s påståede manglende effektivitet, nemlig at
Det Nordatlantiske Råd er den – uomgængelige – øverste myndighed,
og at der her gælder konsensus eller enstemmighed (fx i modsætning til
FN’s Sikkerhedsråd) – også under kriser og krige. Det andet element er, at
i takt med at NATO’s medlemskreds vokser (senest til 26), falder effektiviteten.
Konsekvensen kan blive, at løsningen bliver laveste fællesnævner
– også med hensyn til at anvende magt.
Nu er der ikke enighed om, hvorvidt begrebet faktisk beskriver en tilstand
i NATO. Tidligere generalsekretær, Lord Robertson, gik i fl ere af
sine afskedstaler imod det og fremhævede, at NATO var endog særdeles
effektiv efter 11. septemberangrebene i USA. Problemet er, at der ikke
skal så mange fl ere dårlige erfaringer til, før amerikanerne konkluderer, at
NATO ikke lever op til forventningerne. Anvendelsen af den nyoprettede
NRF kan gå hen og blive en sådan ”test”.