Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

Det indenrigspolitiske, parlamentariske udgangspunkt
for denne ”fodnoteperiode” var
dannelsen i 1982 af en mindretalsregering af Fra 1982 til 1988 krævede et fl ertal i
Konservative, Venstre, Kristeligt Folkeparti og Folketinget, at den danske regering mod
Centrumdemokraterne. Denne regering førte sine egne ønsker skulle indføje forbe-
sin politik med skiftende fl ertal afhængig af hold i NATO’s erklæringer.
emne. Ét fl ertal dækkede den økonomiske
politik, hvor regeringen, Radikale Venstre og
Fremskridtspartiet stod for den såkaldte genopretningspolitik. Et andet
fl ertal dækkede forsvarspolitikken, hvor regeringen gik sammen med
Socialdemokratiet og Fremskridtspartiet. Et tredje fl ertal var NATOfl
ertallet, dvs. partier der var NATO-positive, dvs. alle partier bortset fra
venstrefl øjen. Men det mest bemærkelsesværdige var ”det alternative
fl ertal”, hvor Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti
og Venstresocialisterne i en lang række spørgsmål – især atompolitikken
– fastlagde politikken mod regeringens vilje. I perioden 1982 til 1988
vedtog det alternative fl ertal således 23 dagsordener, der bl.a. pålagde
udenrigsministeren at påføre NATO’s erklæringer fodnoter, hvor der fx
blev taget forbehold over for dobbeltbeslutningen.
Disse forbehold og protester i forhold til, hvad regeringen opfattede
som centrale NATO-politikker, generede navnlig udenrigsminister Uffe
Ellemann-Jensen, som ifølge det alternative fl ertal ikke formidlede dets
politik i overensstemmelse med det parlamentariske fl ertal og de parlamentariske
principper. Han kunne til gengæld pege på, at socialdemokratiet
havde medvirket til en politik, som det nu – i opposition – tog afstand
fra. Når regeringen ikke blev væltet eller valgte at gå af, skyldtes det, at
Det Radikale Venstre ønskede at bevare en borgerlig regering på grund
af den økonomiske politik. Det gav regeringen en vis handlefrihed, men
skabte samtidig voldsom bitterhed mellem parterne. Situationen blev
bragt til ophør i 1988, da regeringen valgte at udskrive valg på netop
et dagsordensforslag, der pålagde fremmede skibe at erklære, om de
medbragte atomvåben i forbindelse med besøg i Danmark. Efter valget
blev Det Radikale Venstre inddraget i regeringen, og så var det alternative
fl ertal sprængt.
Den danske regering havde medvirket til den beslutning fra 1978, hvor NATOlandene
på Carter-regeringens initiativ forpligtede sig til at lade forsvarsbudgetterne
vokse med 3% om året. Men det skulle vise sig at være svært af
indenrigspolitiske årsager og på grund af de rammer, som forsvarsforligene
satte, og allerede i 1980 gav det anledning til kritik fra amerikansk side. 21 Den
amerikanske kritik voksede op gennem 1980’erne, forstærket af kritikken af
”fodnotepolitikken”. Amerikanerne betragtede i stigende grad Danmark som
værende med på fribillet i det atlantiske samarbejde. Det var noget, der i høj
grad generede de borgerlige regeringer, som gerne ville stå sig bedre med
USA, end den foregående socialdemokratiske regering havde gjort.
1990’erne: Aktiv internationalisme
Efter 6 års bitter strid om NATO’s atompolitik var det også en indenrigspolitisk
lettelse, da Den Kolde Krig sluttede, og NATO ændrede karakter.
Fodnoteperioden
21 Petersen, 2004, ibid.,
s. 237.
143