Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

det er strategien fra 1957, MC 14/2, som er blevet kendt under betegnelsen
“massiv gengældelse”.
Fra hyper-spænding til højspænding
NATO-landene reag erede med betydelig bekymring på det nordkoreanske
angreb på Sydkorea i sommeren 1950, som man betrag tede
som styret fra Moskva. De bange anelser syntes at blive bekræftet. Nu opstod
frygten for, at et tilsvarende angreb på Tyskland var fore stående på
grund af ligheden mellem det delte Korea og det delte Tyskland. 10 Kinas
indtræden i Korea-krigen i efteråret 1950 mindskede heller ikke frygten. I
USA betød det, at en analyse, som var blevet udført i april 1950 (NSC 68)
med ét fi k meget stor gennem slagskraft. NSC-68 var meget dramatisk i
sin vurdering af den sovjetiske trussel og anbefalede ikke så underligt stor
vækst i forsvarsudgifterne.
MC 14/1 fra efteråret 1952 opererede med et trusselsbillede, som i det
store og hele var identisk med den tidligere strategi DC 13’s. Sovjetunionen
var førende med hensyn til landstyrker, men svagere med hensyn til
masseødelæggelsesvåben, som dog forventedes at blive opbygget i perioden
frem til 1956.
Da der i midten af 1951 blev indledt fredsforhandlinger i Korea, mindskedes
følelsen af over hængende krigsfare. 11 Følelsen af afspænding øgedes
yderligere, da Korea-krigen sluttede, Stalin døde i foråret 1953, og der i
1955 blev afholdt Øst-Vest-topmøde i Genève.
MC 48 fra 1954 afspejlede imidlertid kun delvist denne ændrede trusselsopfattelse.
Strategien ope rerede med en række krigsscenarier, som alle
er karakteriseret ved et relativt enkelt forløb. Hvis afskrækkelsen skulle
mislykkes, var det mest sandsynlige et massivt sovjetisk overraskelsesangreb
med brug af atomvåben på NATO, som NATO ville være nødsaget
til at gen gæl de. Strategien forudså, at hver side i de efterfølgende ca.
30 dage stort set tømte deres atomlagre. I en efter følgende fase ville
eventuelle konventionelle styrker kunne an vendes, ledende frem til en
krigs afslutning. Et andet og knapt så sand synligt scenarium var, at Sovjetunionen
angreb Vest europa konventionelt i håb om, at NATO ikke
gengældte atomart.
Sovjetunionen blev opfattet som en politisk og militær monolitisk og
totalitær enhed – i mod sætning til NATO, hvor landene skal træffe beslutninger
i fællesskab. Selvom Warszawa-pagten først blev dannet i 1955, var
der en klar forventning til de sovjetiske satellitstaters loyalitet, som skulle
være sikret gennem bilaterale aftaler mellem Sovjetunionen og de enkelte
østeuropæiske lande.
MC 14/2 fra 1957 (den med betegnelsen “massiv gengældelse”) opererede
med et mere sofi stikeret trusselsbillede, end dets navn og rygte
lagde op til. Sovjetunionens mål var ifølge strategien fortsat at isolere og
erobre de europæiske NATO-lande samt at svække og ødelægge den
kapi talistiske verden. Men strategien byggede også på en forestilling om,
10 Duffi eld, John S., Power
Rules, The Evolution of
NATO’s Conventional
Force Posture, Standford
University Press, Stanford,
California, 1995; Kaplan,
ibid., s. 60.
11 Duffi eld, ibid., s. 58.
23