Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

havde kontrol over, og som enten kunne forudse at blive kampplads (især
Tyskland, men også Benelux-landene), eller som gerne ville have indfl ydelse
på deres egen sikkerhed, op gennem 1950’erne kæmpede for at få større
indfl ydelse på den amerikanske atompolitik. Derudover skete der det, at
USA med tiden ikke var den eneste leverandør af atomstyrker til forsvar
af Europa. Mens Tyskland afstod fra at erhverve sig atomvåben, udviklede
briterne og franskmændene deres egne. I 1952 afprøvede Storbritannien
sin første atombombe, og i 1960 gjorde Frankrig det samme. Endelig gav
udviklingen i det strategiske atomare forhold anledning til den såkaldte
koblingsproblematik, hvor den amerikanske kapacitet på atomområdet
blev sat i forbindelse med viljen til at forsvare Europa (jf. kapitel 2).
Diskussionerne i 1950’erne førte til et forsøg fra den amerikanske regering
på at imødekomme kritikken fra ikke-atomlandene. I begyndelsen af
1960’erne forsøgte USA sig med et udspil, som skulle gøre ikke-atommagterne
tilfredse, nemlig oprettelsen af en multilateral atomstyrke (MLF),
der bestod af 25 overfl adeskibe, der medbragte Polarismissiler. Tyskland
syntes, det var en god ide, mens Storbritannien og Frankrig var imod 16 . MLF
var et forsøg på at demokratisere beslutningsprocessen omkring atomstyrkerne,
men den blev ikke vedtaget. Større held var der med oprettelsen
af Den Nukleare Planlægningsgruppe i 1967, der gav ikke-atommagterne
større indsigt i og indfl ydelse på atompolitikken. Den Nukleare Planlægningsgruppe
er fortsat den af NATO’s komiteer, hvor landene (bortset fra
Frankrig) kan diskutere spørgsmål af relevans for atomstyrkerne, herunder
deres sikkerhed og overlevelse, kommunikationsaspekter, tilpasning osv.
Ønsket om at kontrollere Storbritanniens og Frankrigs atomvåben faldt
sammen med Kennedy-administrationens forsøg på at undgå, at der blev
brugt atomvåben, så man bedre kunne styre uden om en ødelæggende
atomkrig (i forbindelse med fl eksibelt gensvar). Den ønskede derfor større
politisk – amerikansk – kontrol med brugen af atomvåben. Det var derfor
et stort irritationsmoment, at nogle atomstyrker ikke var under amerikansk,
men fransk kontrol, hvilket kunne føre til, at USA blev inddraget i en atomkrig,
fordi et andet land havde brugt atomvåben mod Sovjetunionen. Det
førte ikke unaturligt til store konfl ikter med Frankrig. Med Storbritannien
havde USA i 1962 indgået aftale om, at USA leverede missilerne, mens briterne
leverede fremføringsmidlerne. Kontrollen med brugen af disse styrker
kom altså til at ligge hos både amerikanerne og briterne.
4.3. Krav til styrker i fredsstøttende
operationer og ”komite-krigsførelse”
I det følgende rettes blikket mod et andet aspekt af samarbejdet i NATO,
nemlig hvordan en alliance (som NATO) udfører sine operationer. Mens
NATO’s evne til at føre en krig ikke blev ”testet” under Den Kolde Krig, er
spørgsmålet blevet særdeles nærværende bagefter. Det skyldes to forhold.
For det første at NATO’s styrker netop fi k en langt mere operationel rolle
end under Den Kolde Krig, og jo længere væk fra det europæiske kontinent,
NATO’s styrker skulle indsættes, jo større blev kravene til styrkernes måde
at fungere på. Den anden årsag ligger i operationernes karakter: i takt med
at NATO bevæger sig væk fra traditionelt territorialforsvar og forsvar for 16 Terzuolo, ibid., s. 3.
83