Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

46
1 Duffi eld, John S., Power
Rules, The Evolution of
NATO’s Conventional
Force Posture, Standford
University Press, Stanford,
California, 1995; Kaplan,
ibid., s. 261.
3. NATO’s opgaver
efter Den Kolde Krig
Efter kommunismens sammenbrud i Østeuropa ændredes NATO’s rolle
betragteligt. “Strategierne“ er blevet til “strategiske koncepter“. Man
taler også i stigende grad om “opgaver“, selvom disse opgaver er kodifi -
ceret i de strategiske koncepter. Fra 1990 til 2004, er stats- og regeringscheferne
mødtes to gange for at godkende nye strategiske koncepter og
mange gange for at vedtage andre vigtige erklæringer af betydning for
alliancens opgaver.
Nogle forhold er uændrede i forhold til Den Kolde Krigs tid. Alliancen
består naturligvis fortsat af suveræne stater, og NATO´s opgaver er i lige
så høj grad som tidligere resultat af et kompromis mellem medlemslandene.
Men processen har været præget af en hidtil ukendt åbenhed. Det
og den større vægt på politiske løsninger har betydet, at der har været
langt mere fokus på beslutningsprocessen internt i NATO. Det Strategiske
Koncept fra 1991 var også den første strategi, som blev offentliggjort lige
efter, den var vedtaget. Og mens NATO’s altoverskyggende rolle under
Den Kolde Krig var at hindre et angreb mod NATO-området (suppleret
med nedrustningsforhandlinger), har NATO i 1990’erne påtaget sig nye
opgaver hele tiden.
I det følgende beskrives NATO’s strategier og opgaver efter Den Kolde
Krig. Kapitlet har som udgangspunkt samme systematik som det foregående,
nemlig en beskrivelse af de strategiske omgivelser, NATO’s mål og
midler samt sammenholdet i Alliancen. Kapitlet vil navnlig koncentrere
sig om tre af NATO’s store opgaver i tiden efter Den Kolde Krig, nemlig
samarbejdet med de nye partnere, krisestyring samt indsatsen i forhold til
spredning af masseødelæggelsesvåben og terrorbekæmpelse.
3.1. Fra “trussel“ til “risici“
Udviklingen på nedrustnings- og våbenkontrolområdet, fx underskrivelsen
af CFE-aftalen i november 1990, var højdepunkterne i NATO’s arbejde
i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne. CFE-aftalen,
som indebar, at der blev lagt låg på fi re typer konventionelle våben samt
indført omfattende kontrolbestemmelser, betød, at Warszawapagten ikke
længere kunne gennemføre et overraskelsesangreb på NATO-området 1 .
Selvom Den Kolde Krig hurtigt blev erklæret død, tog det tid at give slip
på billedet af Øst-Vest-konfrontationen. London-erklæringen fra juli 1990,
som var helt euforisk i sin tone, manede også til forsigtighed: “Europa er
trådt ind i en ny og lovende æra. Central- og Østeuropa er ved at gøre
sig fri. Sovjetunionen har begivet sig ud på den lange vej mod et frit samfund.
De mure, der engang indespærrede mennesker og tanker, er ved at
falde. Europæere afgør deres egen skæbne. De vælger frihed. De vælger