Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

34
29 Stromseth, ibid., s. 15-16
30 Stromseth, ibid., s. 127
31 Freedman, Lawrence,
“The First Two Generations
of Nuclear Strategists” i
Paret, Peter (ed.), Makers of
Modern Strategy, from Machiavelli
to the Nuclear Age,
Princeton University Press,
New Jersey, 1986., s. 758.
mellem NATO- og Warszawapagt-landene samt forhandlinger om nedrustning
og våbenkontrol.
Det var imidlertid spørgsmålet om strategiens militære midler, der vakte
størst diskussion i perioden, herunder om atom våbnenes an vende lighed i
al almindelighed, om forholdet mellem atomare og konven tio nelle midler,
om forholdet mellem politiske og militære midler, om kontrollen af atomvåbenene
og om den politiske kontrol med forsvaret i det hele taget. Kritikken,
som blev fremført både i USA og blandt USA’s allierede, gik også
på strategien om massiv gen gældelse og dens en si dige af hængighed af
atomar afskrækkelse. Nogle af kritikerne ønskede større “fl eksibilitet” i anven
del sen af militære midler. Denne forestilling blev på samme tid både
meget populær og udskældt og viste sig i sidste ende at være meget
svær at tolke og omsætte i praksis.
Også i den amerikanske forsvarsledelse var der opstået uenighed om den
passende strategi over for Sovjetunionen, og det var navnlig hærledelsen,
herunder to senere NATO-chefer, som opponerede mod den massive
gengældelse. Allerede i 1956 havde general Tylor hævdet, at udviklingen
i sovjetisk atomteknologi ville føre til “gensidig afskrækkelse”, hvilket ville
gøre NATO’s atomafskrækkelse utroværdig. Ifølge Taylor ville fremtidens
krige blive mere begrænsede. NATO burde derfor øge de konventionelle
styrker for at imøde gå disse mindre krige 29 .
Dette synspunkt vedrørende det sandsynlige krigsscenarium, konsekvenserne
af den teknologiske udvikling i Sovjetunionen og NATO’s afhængighed
af atomvåben vandt langsomt udbredelse, men det var først, da
Kennedy trådte til, at det for alvor slog igennem i amerikansk politik. Samtidig
med at Kennedy ikke betragtede et sovjetisk atomangreb på NATOområdet
som det mest sandsynlige, var han opmærk som på, at USA var
blevet mere sårbar. Han ønskede at undgå, at USA’s og NATO’s forsvar
alene byggede på atomafskrækkelsen. Kennedy bad sin forsvarsminister
McNamara og udenrigsminister Dean Rusk om at analysere konsekvenserne
og overbevise kollegerne i NATO herom.
Berlin-krisen, der kulminerede i sommeren 1961, havde styrket Kennedys
ønske om at øge de konventionelle styrker i NATO. Det havde vist sig, at
de planlagte modtræk til sovjetiske handlinger alene havde været atomare,
hvilket fi k Kennedy til at fremme planerne om større fl eksibili tet, så man undgik
“holocaust or humiliation” – atomkrig eller ydmy gel se. Samtidig havde
fl ere – ikke mindst i Tyskland – fremhævet, at NATO formodentlig ikke ville
have haft vilje til at anvende atomvåben, hvis det var kommet til stykket. 30
I 1962 havde USA vedtaget den nye strategi, som i en lettere ændret
form blev godkendt i NATO i 1967. I 1964 introduceredes konceptet om
gensidig sikret ødelæggelse (mutually assured destruction), dvs. evnen til
at afskrække et bevidst atomangreb på USA eller dets allierede ved hele
tiden at opretholde en klar og umiskendelig evne til at påføre enhver aggressor
fjende eller kombination af aggressorer uacceptabel skade – også
efter det første angreb. 31
Strategien om fl eksibelt gensvar, MC 14/3 bygger på sammenhold (vilje),
tilstrækkelige midler (evner) og fl eksibilitet (uforudsigelighed). NATO skulle