Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

Samarbejdets omfang og dybde
At deltage i et kollektivt arrangement som NATO’s giver alle stater en
række politiske fordele i form af åbne diskussioner og konsensusskabelse.
Ikke desto mindre har der været en konfl ikt, som har handlet om, at de
mindre lande har ønsket maksimal information og indfl ydelse, mens de
større stater har ønsket at bevare deres handlefrihed. Denne konfl ikt dukker
op på mange områder, men ét af dem har været i forbindelse med den
ret, som alle lande har til at rådføre sig med de andre lande.
Washington-traktatens konsultationsforpligtelse (Artikel 4) handler om,
at medlemmerne har ret til at konsultere med hinanden i krisesituation.
Men denne rådslagning kom hurtigt til at få en anden betydning, der ikke
kun drejede sig om trusler mod NATO-territoriet, men om en lang række
spørgsmål inden for og uden for traktatområdet af betydning for medlemmernes
sikkerhed i bredere forstand. Det positive ved det var, at NATO
kom til at fungere som et forum for transatlantisk dialog, hvor der ellers ikke
ville være noget forum. Men der gik ikke lang tid, før de allierede begyndte
at diskutere, hvad der lå i termen ”consult together”, og hvor forpligtende
sådanne rådslagninger skulle være. Lå der i begrebet, at landene skulle
diskutere de af deres handlinger med hinanden, som havde konsekvenser
for andre lande? Skulle de gøre det før, under eller efter, de havde handlet?
Og skulle de enkelte lande indrette deres politik efter hinanden? Skulle det
ske regelmæssigt eller kun under kriser? Og – mere kontroversielt – måtte
det enkelte NATO-land blande sig i andre NATO-landes indenrigspolitiske
forhold, som var af betydning for NATO? 2
Det har især været de mindre lande, som var utilfredse med, at de store lande
af og til handlede hen over hovedet på dem uden at orientere dem eller tage
dem med på råd. Det gjaldt ikke mindst, når det angik spørgsmål, som havde
en eller anden konsekvens for dem og deres sikkerhed. De store lande var
derimod ikke så tilbøjelige til at ville orientere de mindre lande i NATO, navnlig
under kriser. Spørgsmålet for dem var med andre ord, om man kunne være
medlem af alliancen og samtidig bevare sin udenrigspolitiske handlefrihed? 3
Dette afspejler en anden uenighed blandt de allierede, nemlig hvor meget
kompetence de ønsker at afgive til hinanden og til de fælles organer. De
mindre lande har været de største tilhængere af, at der i NATO blev skabt
nogle fælles organer og en ”pulje” af aktiver, som kunne give dem indfl ydelse
på en alliance, hvis sikkerhedsgaranti de var afhængig af. Sådanne
fælles organer blev allerede skabt i 1950’erne (med de civile og militære
hovedkvarterer, hvor alle landene var repræsenteret), og langsomt kom
der også visse fællesfi nansierede aktiver. På den anden side har – navnlig
– de store lande, som ovenfor anført ønsket så meget ”mellemstatslighed”
som muligt, så de kunne bevare maksimal handlefrihed.
4.1. NATO’s politiske og militære struktur
NATO er et politisk samarbejde mellem suveræne stater. Det betyder, at
de vigtigste forhandlere og beslutningstagere er politikerne (ministre),
som står til ansvar over for deres borgere. Når ministrene ikke er samlet,
2 The evolution of NATO
political consultation
1949-1962.
3 The evolution of NATO
political consultation
1949-1962.
73