Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

54
de operationelle problemer ved en Artikel 5-garanti (Ungarn var fx ikke landfast
med NATO, så længe Slovenien ikke var medlem), kunne man let komme
i den situation, at Rusland ville blive så forbitret over NATO’s udvidelse, at der
ville opstå en krise, og en sikkerhedsgaranti gik hen og blev aktuel.
I den anden store udvidelsesrunde var spørgsmålet endnu mere nærværende,
fordi det handlede om de tre baltiske lande, som var tidligere
sovjetrepublikker, og som med den russiske forsvarsdoktrin fra 1993 var
omfattet af “det nære udland“. Det kunne ikke udelukkes, at Rusland ville
beskytte sine “landsmænd“ militært i de baltiske lande. Det kunne blive
meget svært at forsvare de baltiske lande konventionelt. Den almindelige
opfattelse var, at det kun var USA’s atomparaply, der kunne afskrække fra
et angreb eller forsvare de tre lande.
Ved at aktivere Artikel 5 i traktaten betragtede NATO-landene terrorangrebet
på USA som et militært angreb. Som støtte til USA blev det besluttet
at sætte ind på otte områder, herunder indsætte NATO’s AWACSfl
y til overfl yvning af USA, og indsætte dele af Middelhavsfl åden, øge
efterretningssamarbejdet og give USA overfl yvningsrettigheder.
Efter ca. 10 års spekulationer om, under hvilke omstændigheder NATO’s
gensidige forsvarsforpligtelse ville blive aktiveret, endte det med at ske
på den mest overraskende måde, nemlig efter terrorangrebene i New
York og Washington 11. september 2001. Dagen efter erklærede Det
Nordatlantiske Råd, at hvis det kunne konstateres, at angrebet kom udefra,
var den dækket af Washington-traktatens Artikel 5. Den 2. oktober
fremlagde en repræsentant fra den amerikanske regering beviserne, og
dermed var Artikel 5 aktiveret for første gang.
Det andet store område, som udviklede sig eksplosivt efter Den Kolde
Krigs afslutning, og som kom til at fylde mest, er de såkaldte Ikke-Artikel
5-opgaver. Man kan også tale om opgaver under Artikel 2, nemlig som
udtryk for, at NATO aktivt forfølger fælles værdier som fx stabilitet, menneskerettigheder,
demokrati og krisestyring, eller under Artikel 4, fordi
traktaten giver landene ret til at rådføre sig med hinanden om alle spørgsmål
og stort set gøre, hvad de vil sammen.
NATO fi k i egen optik hurtigt en særlig rolle at spille som en af de vigtigste
stabiliserende aktører i forbindelse med omvæltningerne i Europa. På
topmødet i London i juli 1990 blev NATO set både som en “forsikringspolice“
(“.. der er ingen, der kan være sikker på fremtiden. Vi må blive ved
med at stå sammen...“) og som en agent for at udbrede stabilitet, hindre
nye skillelinjer og grå usikkerhedszoner. Hurtigt kom denne stabiliserende
rolle til at omfatte aspekter som demokrati, menneskerettigheder,
fredelig løsning af konfl ikter, nedrustning, våbenkontrol og krisestyring/
fredsbevarelse, miljø, katastrofehjælp, osv.
Den amerikanske præsidentkandidat Clinton havde i sin valgkamp slået på, at
han ønskede at skabe “demokratisk fred“ i Central- og Østeuropa. Hermed
forstås, at skabelsen af demokrati og menneskerettigheder i disse lande ville
mindske sandsynligheden for krig mellem dem. Selvom det ikke blev sagt