Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

38
Temaer i 1970’ernes og 1980’ernes atomdebat
Debatten om atomafskrækkelse og atomstrategi fortsatte med uformindsket
kraft i årene efter vedtagelsen af strategien om fl eksibelt
gensvar. Debatten berørte generelle emner og emner, der var knyttet
til tolkningen af strategien om fl eksibelt gensvar.
Et af de tunge temaer i diskussionen var, om den atomare eskalation kunne
kontrolleres, når krigen stod på. De, som mente – eller gerne så – at
atomvåben skulle kunne anvendes på en kontrolleret måde, mente ikke
så underligt, at eskalationen kunne kontrolleres, og at atomvåbnene dermed
også ville kunne bruges i en krigs situation. Andre var mere kritiske.
For det første var det ikke sikkert, at modstanderen (WAPA) tolkede situationen
på samme måde som én selv (NATO), og at fjenden ikke kunne “se
forskel” på et taktisk og et strategisk atomvåben, hvorfor eskalationen
kom ud af kontrol. For det andet kunne “krigstågerne” være ret tykke,
hvis den ene part først havde taget atomvåben i brug på kamppladsen,
hvilket også kunne bringe eskalationen ud af kontrol. Sidstnævnte kunne
der dog gøres en pointe ud af, idet den ukontrollerede eskalation kunne
være så rædselsvæk kende, at den afskrækkede fjenden fra at angribe.
Spørgsmålet om eskalation var relateret til en anden diskussion, der
drejede sig om tolkningen af begrebet “fl eksibilitet”, og til hvor meget
man skulle binde sig til først at udkæmpe en konventionel krig, og om
man helt skulle undgå at udkæmpe en atomkrig. Her blev akademiske
diskussioner blandet med nationale interesser, idet USA havde stærke
interesser i at undgå at “go nuclear”, mens vesteuropæerne var bange
for at sende det signal til Sovjetunionen, at man helst afstod fra at tage
atomvåben i anvendelse. Vesteuropæerne var bange for, at et sådant
signal ville påvirke Sovjetunionens risikoberegninger og evt. føre til et
konventionelt angreb, hvilket heller ikke var ønskeligt.
En tredje diskussion angik spørgsmålet om, hvorvidt de – i øvrigt
politisk populære – våben kontrol- og nedrustningstiltag i forholdet
til Sovjetunionen var forenelige med strategien om fl eksibelt gensvar.
Kritikken kom i denne omgang fra militær side, hvor tanke gangen var,
at den åbenhed, som lå i våbenkontrol-aftalerne, var uforenelige med
strate giens dunkelhed og muligheden for at lade modstanderen henstå
i det uvisse med hensyn til muligheden for at optrappe og dominere
en kamp. Modargumentet var, at med de enorme lagre af atomvåben,
som begge supermagter havde opbygget, gjorde det hverken fra eller
til, om der blev skabt balance.
Et fjerde tema var, hvem der skulle være genstand for en gengældelse
fra NATO’s side. Det blev med tiden mindre og mindre politisk
holdbart, at en amerikansk præsident (og NATO) ville ønske at
ramme sovjetiske byer og civile af humanitære grunde og fordi, en
sovjetisk gengældelse ville udsætte befolkninger i NATO-landene for
tilsvarende angreb. Det førte til en række videreudviklinger af strategien
med vægt på nye politiske og økonomiske mål i Sovjetunionen
(countervailing-strategi) efter et angreb på NATO.