Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

40
Første krydsermissil
i Europa 1983.
NATO Photo
36 Bjøl, Erling, Verdenshistorien
efter 1945, Duellen
uden ende, Politikens forlag,
København, 1988, bd. 1: 414.
den i andre fungerede som forum, hvor landene
diskuterede og koordinerede deres politikker.
Disse tiltag var også del af den afspænding, som
var indledt i begyndelsen af 1960’erne, og som
kulminerede i midten af 1970’erne.
NATO, som under hele Den Kolde Krig havde ønsket
en reduktion af de sovjetiske konventionelle
styrker, stillede i 1972 forslag om forhandlinger
om gensidige balancerede troppereduktioner
(Mutual and Balanced Force Reductions, MBFR).
Forhandlingerne indledtes året efter i Wien, men
det var i stigende grad tydeligt, at Sovjetunionen
ikke var interesseret og kun deltog halvhjertet i
forhandlingerne, som derfor løb ud i sandet. Først
med Gorbatjov blev forhandlingerne om konventionelle reduktioner genoptaget,
denne gang under betegnelsen CFE-forhandlingerne, der endte med
underskrivelsen af CFE-aftalen fra 1992.
SALT-aftalerne og ABM-traktaten fra 1972 er eksempler på våbenkontrolaftaler,
hvor NATO ikke var involveret som organisation. Førstnævnte lagde
loft over antallet af strategiske (interkontinentale) og ubådsbaserede missiler,
som de to supermagter måtte have, og sidstnævnte bestemte, at de
to supermagter skulle pålægge sig selv en sårbarhed og kun måtte have to
anti-raketsystemer, heraf et ved hovedstaden. Begge aftaler handlede om
at bevare balancen mellem supermagterne.
Det forbedrede internationale klima, som var indledt i 1960’erne, skabte
mulighed for, at de to tysklande kunne indgå en aftale om diplomatisk
anerkendelse (Grundvertrag) i 1972. Det førte til et stort opsving i de politiske
forbindelser mellem lande, og yderligere diplomatiske forbindelser
med lande i Østeuropa. Det førte også til, at de to lande blev optaget i
FN og kunne bidrage til CSCE-processen.
I 1954 havde den sovjetiske udenrigsminister Molotov foreslået en
sikkerheds traktat for Europa. Forslaget kom på et tidspunkt, hvor NATO
stod foran at udvide med Tyskland, hvilket Sovjetunionen søgte at hindre.
I 1970 erklærede NATO, at man nu var parat til at for handle under
forudsætning af, at der også blev indledt nedrustningsforhandlinger på
det konventionelle område (MBFR, jf. ovenfor) 36 . Mens nedrustningsforhandlingerne,
som anført, løb ud i sandet, resulterede halvandet års forhandlinger
i det, der blev kaldt Konferencen for Sikkerhed og Samarbejde
i Europa (Conference on Security and Cooperation in Europe, CSCE) i
Helsingfors-slutakten, som blev under skrevet af 35 lande i 1975.
Slutakten afspejler hvor langt, Øst og Vest kunne komme, når de skulle
indgå kom promis om at skabe “sikkerhed og sam arbejde”. Vesten lagde,
foruden nedrustning, særlig stor vægt på den “menneskelige faktor”,
hvilket Øst frygtede var en løftestang til at blande sig i østlandenes indre
anlig gen der. Østblokken derimod tillagde “grænsernes ukrænkelighed”
stor betydning, hvilket de til gengæld tolkede som en accept af det delte
Europa. Derudover indeholdt Slutakten fl ere af de bestemmelser om
fredelige forhold mellem stater, som er kendt fra FN-pagten. Desværre