Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

et opnåeligt mandat øger troværdigheden. Netop af hensyn til Alliancens
troværdighed anbefaler PSO, at mandatet, hvis det kommer fra en anden
organisation, udarbejdes i samarbejde med NATO. Den anden lære var, at
NATO’s sammenhold kom under stort pres, da antallet af civile ofre steg.
Med hensyn til styrkebidragene gælder det i NATO som i FN, at medlemslandene
bestemmer, hvad de kan og vil bidrage med. Men i modsætning
til FN, hvor der kan være store kvalitetsforskelle i de nationale bidrag, har
NATO en række standardiseringskrav, som skal være opfyldt. Ikke desto
mindre har man i tidens løb i fredsstøttende operationer oplevet bidrag
fra fx partnerlande, som ikke levede op til NATO’s almindelige krav, og
hvor hensynet til partnersamarbejdet er gået forud for effektiviteten. Der
har også været stigende bekymring over, om europæiske og amerikanske
styrker kan operere sammen i fremtiden pga. det såkaldte kapacitetsskel
(jf. kapitel 6).
For det andet skal det klarlægges, hvor megen magt en indsat styrke må
anvende, dvs. dens Rules of Engagement (ROE). Mens FN’s ROE fastlægges
af den indsatte chef (og godkendes af Sikkerhedsrådet), bliver
NATO’s ROE godkendt i Det Nordatlantiske Råd, hvilket betyder, at hovedstæderne
i princippet er taget ”i ed”, og at de ikke bør kunne blande
sig i, hvordan den lokale NATO-chef tolker sit ROE. Er der tale om en
fredsbevarende opgave, tager ROE ifølge PSO udgangspunkt i de fredsbevarende
principper: Upartiskhed, parternes tilslutning og magt kun i
selvforsvar. PSO præciserer, at upartiskhed vil sige sikring af mandatets
gennemførelse, og at styrkerne skal undgå at bruge magt af hensyn til
det videre fredsarbejde og samarbejdet med civile. Bliver der brugt magt,
skal det være præcist, formålstjenligt, proportionalt og med det formål at
løse og lægge låg på en krise for at undgå, at den optrappes.
En tredje forudsætning for at udføre en fredsstøttende operation er, at
styrken ledes af et velopbygget og velbemandet hovedkvarter. Og i modsætning
til FN har NATO helt klare fordele her, fordi operationerne ledes
af velprøvede hovedkvarterer, hvad enten det er et CJTF-hovedkvarter
eller et hovedkvarter fra ARRC’en.
Et fjerde element drejer sig om indhentning af efterretninger. I modsætning
til, hvad man kunne tro, har NATO ikke haft et fælles efterretningssystem,
men har været afhængig af de nationale efterretningssystemer.
Amerikanerne har ganske enkelt ment, at NATO var for ”gennemhullet”
en Alliance til, at de har villet dele deres efterretninger med andre. I forbindelse
med den forstærkede indsats mod terrorisme er dette punkt
imidlertid ét af de områder, hvor Alliancen vil øge samarbejdet.
Et femte element er interoperabilitet, som dækker en lang række områder
som fx styrkers evne til at kommunikere sammen, kæmpe sammen,
om deres doktriner er forenelige samt defi nitioner, men som ikke synes
at være fuldstændig sikret, selvom de allierede har arbejdet sammen i
over 50 år. Mens fl yvevåbenet og fl åden har været vant til at arbejde
multinationalt, har hæren haft de største problemer med at blive omstillet
til multinationalt samarbejde 19 . Kravene til interoperabilitet synes også at
vokse, når en operation går fra at være fredsbevarende til at være fredsgennemtvingende.
Kosovo-kampagnen illustrerede denne pointe samt 19 Palin, ibid., s 55 ff
85