Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

64
i at anvende magt. For det andet på grund af, at NATO i manges øjne har
repræsenteret den sejrende part fra Den Kolde Krig, USA. Det har givet
de stridende parter for nemme undskyldninger om, at USA var part i striden
(hvorefter de genoptog kampene). Den klassiske modpart, Rusland,
har også haft for let ved at lamme NATO i fx FN’s Sikkerhedsråd.
Når NATO alligevel påtog sig fredsbevarende roller, var det netop fordi,
det stod mere og mere klart for alle, at de stridende parter heller ikke efterlevede
de klassiske fredsbevarende dyder, som FN stod for, og at disse
dyder ifølge offentligheden stod i vejen for en mere robust indsats over
for de stridende parter. For NATO’s vedkommende førte voldsspiralen på
Balkan til, at NATO-landene deltog i fl ere og fl ere offensive operationer
over for – især – de bosniske serbere, herunder fl ystøtte til opretholdelse af
fl yveforbuddet over Bosnien og beskyttelse af de “sikre zoner“ i Bosnien.
NATO’s problem i forbindelse med udførelsen af ovennævnte opgaver var
endvidere, at samarbejdet med FN ikke altid forløb gnidningsfrit – hverken
politisk eller organisatorisk. Problemet var af generel karakter, nemlig at
FN’s Sikkerhedsråd i sin iver for at afhjælpe de humanitære problemer
vedtog resolutioner, der gav mandat til at bruge tvang, men at medlemslandene
ikke udsendte tilstrækkelige tropper. FN-personellet var alt for ofte
magtesløse på jorden, mens NATO forenklet sagt så til fra luften. Dernæst
kom en række politiske problemer mellem NATO og FN, der skyldtes,
at FN tillagde fredens bevarelse højeste prioritet, og at FN gennem Den
Kolde Krig havde udviklet sig til en fredsorganisation, mens NATO havde
forberedt sig på krig. Det var derfor et stort problem for NATO og dets
tropper på jorden, at dets handlinger (fx bombninger) skulle underlægges
det såkaldte dobbelt-nøgle princip, hvor både FN og NATO skulle give lov
til at bruge magt. I NATO oplevedes det som tab af troværdighed. Med
Dayton-aftalen blev NATO’s mere robuste tilgang legitimeret, og med Brahimi-rapporten
fra 2000 bevægede FN sig i øvrigt i retning af NATO.
Efter Dayton-aftalen vedrørende Bosnien-Hercegovina var forhandlet på
plads, tog FN konsekvensen – på amerikansk forlangende – og overlod ansvaret
til NATO med at indsætte en multinational styrke i Bosnien-Hercegovina.
Implementeringsstyrken (IFOR) og Stabiliseringsstyrken (SFOR), som afl øste
den, byggede på et mandat fra FN, der gav mulighed for magtanvendelse.
I 1999 gennemførte NATO sin foreløbigt eneste fredsgennemtvingende
operation, “luftkampagnen“ over Kosovo, som også er et eksempel på en
humanitær intervention. Operationen var særdeles konfl iktfyldt – både i
forhold til Forbundsrepublikken Jugoslavien, som bombardementerne var
rettet imod, i forhold til Rusland, som reagerede ved at standse al samarbejde
med NATO, og Kina, hvis ambassade blev ramt af en af NATO’s
præcisionsstyrede bomber, samt internt i NATO, hvor der var stor uenighed
om de midler, der skulle tages i anvendelse (strategiske bombninger
eller landtropper). NATO vandt krigen, men fi k en del “ar på sjælen“ undervejs.
Én af de mest bitre erfaringer var, at NATO måske slet ikke var så
velegnet til det, som alle havde regnet med, nemlig koalitionskrigsførelse
(se også kap. 4). I hvert tilfælde valgte USA ikke at anvende NATO i forbindelse
med krigen mod Taliban i Afghanistan i efteråret 2001. En anden
erfaring var, at det viste sig, at der var et enormt skel mellem amerikanske
og europæiske kapaciteter (se kap. 6).