Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

48
de sovjetiske/russiske tropper ved udgangen af september 1994. Det næste
spørgsmål var, hvilken udenrigspolitik et forenet Tyskland ville føre. Var
det stadig relevant at “holde Tyskland nede“, således som NATO’s første
generalsekretær Lord Ismay havde beskrevet ét af NATO’s mål under Den
Kolde Krig? Løsningen blev nok en gang at “indbinde“ det forenede Tyskland
– både ved at forankre det i Den Politiske Union (EU) og ved at lade
det forblive i NATO.
I efteråret 1991 begyndte de central- og østeuropæiske lande at presse
på for NATO-medlemskab, hvilket satte NATO over for en ny udfordring:
Ved at støtte de østeuropæiske landes ønske om at blive forankret i de
vestlige institutioner og give dem en sikkerhedsgaranti, risikerede man at
skabe ustabilitet og vække de konservative kræfter i Sovjetunionen. At
problemet kunne have noget på sig syntes at blive bekræftet, da Moskva
satte tropper ind i de baltiske republikker, og da en gruppe offi cerer forsøgte
at gennemføre et kup i august samme år.
Den forandring af NATO, som var blevet sat i gang i London, kulminerede
foreløbigt med vedtagelsen af “Rom-erklæringen om fred og samarbejde“
og Alliancens Nye Strategiske Koncept i november 1991. De to
dokumenter rummer både traditionelle elementer og fremadskuende sikkerhedspolitisk
tænkning. Der var tvivl, om man fortsat skulle nævne Sovjetunionen,
som på det tidspunkt var i hastig opløsning, som trussel mod
Alliancen, men man valgte at gøre det. Det samme gjaldt målet om “strategisk
balance“, som var et vigtigt element i CFE-forhandlingerne. Begge
referencer kom senere til at give politikere og embedsmænd problemer.
Referencen til Sovjetunionen som
Det brede sikkerhedsbegreb:
militær sikkerhed
politisk sikkerhed
økonomisk sikkerhed
samfundsmæssig sikkerhed
miljømæssig sikkerhed
hovedtruslen kom i perioder i vejen
for et tættere samarbejde med
Rusland, og den anden reference
blev overhalet indenom af de videre
nedrustningsforhandlinger.
Det nyskabende i de to dokumenter
er deres bekendelse til “en
bred opfattelse af sikkerhed“. De
nye udfordringer og risici beskrives som “bredt facetterede af karakter og
kommende fra mange retninger, hvilket gør dem vanskeligere at forudsige
og vurdere.“ I øvrigt forsvinder termen “trussel“, som i strategien forbindes
med “omfattende og samtidige angreb på alle NATO’s europæiske
fronter“, næsten fra NATO’s sprogbrug, og dukker op igen i slutningen af
1990’erne i forbindelse med terrorisme og stater, der måtte anskaffe sig
eller udvikle masseødelæggelsesvåben. Årsagerne til disse risici forventes
ikke at være “...et resultat af kalkuleret aggression mod de allieredes territorier,
men snarere de ugunstige konsekvenser af ustabilitet, der kan opstå
som følge af økonomiske, sociale og politiske vanskeligheder, herunder etniske
rivaliseringer og territoriale stridigheder, som er realiteten for mange
lande i Central- og Østeuopa.“
Med Warszawa-pagtens og Sovjetunionens opløsning var fjendens kapacitet
til at føre krig radikalt ændret. Det var straks sværere at vurdere den
politiske udvikling. De vestligt orienterede ledere Jeltsin og hans udenrigsminister
Kozyrev kom allerede i 1992 under pres fra andre og mere