Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd
Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd
Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
58<br />
at inddrage de østeuropæiske lande uden at genere Rusland. Det kunne<br />
også berolige de lande, som ikke ville udvide NATO med det samme, men<br />
som gerne ville give NATO en rolle i Østeuropa, med, at udvidelse (først)<br />
ville ske, når landene var parate. Endelig dækkede samarbejdet hele det<br />
brede sikkerhedsbegreb, dvs. politik (fx demokratiudvikling), økonomi (fx<br />
omstilling af forsvarsindustrien til civil industri og hjælp til omskoling af<br />
afskediget militært personel), miljø (fx rensning af forladte militærbaser),<br />
det civile samfund (fx respekt for menneskerettigheder) og militær (fx militært<br />
samarbejde med NATO og NATO-lande).<br />
Det startede med, at NATO’s udenrigsministre kun en måned efter Berlinmurens<br />
fald greb chancen og opfordrede til dialog og samarbejde mellem<br />
Øst og Vest. Kun fi re dage senere tog den sovjetiske udenrigsminister<br />
Shevardnadze imod invitationen og besøgte NATO. Det skabte ikke så<br />
lidt røre i organisationen at se den tidligere fjende vandre rundt i dens<br />
bygninger. Men det var en vigtig begyndelse.<br />
I sommeren 1990 – først på udenrigsministermødet i Turnburry og derefter<br />
på topmødet i London – rakte Alliancen formelt “østlandene... hånden i<br />
venskab“. Det dækker over, at NATO oprettede diplomatiske forbindelser<br />
med tidligere Warszawapagt-lande. På det tidspunkt havde der været fl ere<br />
offi cielle besøg af østlande i NATO, og Manfred Wörner havde allerede aflagt<br />
fl ere besøg i de tidligere Warszawa-pagtlande. Det nyskabende lå i, at<br />
Østblokken aldrig under Den Kolde Krig<br />
NATO’s strategi i 1991:<br />
dialog<br />
samarbejde<br />
kollektivt forsvar<br />
havde anerkendt NATO som institution,<br />
men kun de enkelte NATO-lande. Det<br />
ændrede sig hurtigt.<br />
Med vedtagelsen af NATO’s Nye Strategiske<br />
Koncept i 1991, kom der endnu<br />
mere kød på Alliancens politikker. Ifølge<br />
Det Strategiske Koncept skal Alliancens politik bygge på dialog, samarbejde,<br />
kollektivt forsvar bl.a. med henblik på krisestyring og konfl iktforebyggelse.<br />
Militæret indgår i alle fi re elementer, men bortset fra det<br />
kollektive forsvar, er rollerne i højere grad politiske eller diplomatiske og<br />
handler ikke længere kun om at nedkæmpe en fjende, men fx sikre sig politiske<br />
resultater. NATO vedtog i Rom også at give denne dialog og dette<br />
samarbejde et forum med Det Nordatlantiske Samarbejdsråd (på engelsk<br />
I 1997 blev NACC omdannet til Det Euro-Atlantiske Partnerskabsråd,<br />
EAPC. Arbejdet har omfattet forskellige politiske og sikkerhedsmæssige<br />
emner, krisestyring, regionale spørgsmål, våbenkontrol, spredning<br />
af masseødelæggelsesvåben, planlægning og budgetlægning,<br />
civil beredskabsplanlægning og miljøspørgsmål, afhængig af deltagerlandenes<br />
interesser. EAPC mødes en gang om måneden blandt<br />
ambassadører og en gang om året på udenrigsminister- og forsvarsministerniveau.<br />
EAPC kan også mødes på topmødeniveau, samtidig<br />
med at Det Nordatlantiske Råd mødes på topmødeniveau.<br />
EAPC’s arbejde foregår multilateralt og supplerer det, der sker i Partnerskab<br />
for Fred.