Se bogen i pdf-format - Dansk Folkeoplysnings Samråd

kunne gøre i selvforsvar (man skulle overholde proportionalitetsprincippet,
rapportere til Sikkerhedsrådet om de skridt, man havde taget) 9 , men
fordelen var, at NATO ikke ville skulle bede FN om lov forud for anvendelsen
af militær magt. Hvis NATO til gengæld blev anerkendt som regionalt
arrangement, skulle det underlægges eller rapportere til Sikkerhedsrådet.
Det var uacceptabelt under Den Kolde Krig. 10
En tredje passus i Artikel 5 var helt afgørende for det amerikanske Senat,
nemlig at alle NATO-landene bevarer deres suverænitet til selv at bestemme
de midler, de vil tage i anvendelse ved et angreb. De skal “bistå
den eller de således angrebne deltagerlande ved straks, hver for sig og i
forståelse med de øvrige deltagerlande, at tage sådanne skridt, derunder
anvendelse af væbnet magt, som hver af dem anser som nødvendige for
at genoprette og opretholde det nordatlantiske områdes sikkerhed.”
(forf. fremhævelse) Hermed bevares landets handlefrihed, og Kongressen
bevarede retten til erklære krig 11 . Denne passus, som altså var afgørende
for den amerikanske tilslutning, gav imidlertid også anledning til bekymring,
fordi den ikke (i modsætning til forpligtelsen i Vestunionen) sikrer
automatisk engagement fra amerikansk side.
Med den kraftige udvidelse af Alliancens aktiviteter efter Den Kolde Krig
begyndte en diskussion om, hvorvidt traktaten skulle ændres, om den
skulle tolkes på en ny måde, eller om man skulle kaste sig ud i disse opgaver,
uanset hvad der stod i traktaten. Problemet er, at traktaten er ret klar
og giver ikke meget plads til nytolkning: Artikel 4 handler om landenes
ret til at konsultere i kriser, og Artikel 5 handler om et angreb på NATOområdet.
12
Modviljen mod at ændre traktaten førte til gengæld til diskussion om forpligtelsen
til at deltage i de nye opgaver og om, på hvilket grundlag NA-
TO’s aktiver skulle stilles til rådighed. Der er også opstået spørgsmål om,
hvorvidt NATO alligevel skal fungere som regionalt arrangement, nu hvor
FN ikke har kapacitet til at udføre alle de fredsstøttende operationer.
Mht. det første spørgsmål er medlemslandene kun forpligtet i tilfælde
af, at Artikel 5 aktiveres (og det er tilmed en betinget forpligtelse, som
anført). Hvis landene fi nder på at udføre en ikke-Artikel 5-operation, skal
NATO ikke automatisk stille aktiver til rådighed. I praksis har NATO-landene
vist vilje til at fi nde en løsning på det problem, nemlig ud fra en
konkret vurdering som støtte til fredsstøttende operationer (1992) og i
forbindelse med udførelse af operationer, hvor NATO som helhed ikke er
involveret, fx CJTF (1994).
Diskussionen om, hvornår og hvor meget magt NATO må bruge i krisestyringsoperationer,
og om det kræver mandat fra FN, har givet anledning til
mere splittelse i Alliancen. Første gang, emnet blev behandlet, var i 1992 i
forbindelse med, at NATO lovede at bistå CSCE med at udføre fredsbevarende
operationer. Da CSCE blev anerkendt som regionalt arrangement
under FN, kunne organisationen uden videre iværksætte fredsbevarende
operationer, der ikke krævede brug af militær magt. Men skulle der bruges
militær magt for at gennemtvinge en fred, ville det kræve en såkaldt
”mandat-kæde”, nemlig at NATO skulle have et mandat fra OSCE, som
skulle have mandat fra FN’s Sikkerhedsråd. 13
9 Stuart, Douglas T., “The
United States and NATO in
Out-Of-Area Disputes: Does
the Cold War Provide Precedents,
or Merely Prologue?”
i Smith, Gustav (ed.), A
History of NATO, The First
Fifty Years, Vol. 1-3, Palgrave
Publishers Ltd., 2001, s. 128.
10 Lord Ismay, The First Five
Years, 1955. Netversion:
www.nato.int/archives/
1st5years/index.htm., kap. 2.
11 Achilles, ibid., s. 35.
12 Gazzini, Tarcisio,
Peacekeeping Operations
and NATO’s Role in the
Collective Security System,
NATO Fellowship Report
(2001-2003), s. 17.
13 De Wijk, ibid., s. 55.
115