Netbaseret læring i pædagoguddannelsen

1. Hvad er læring i det æstetiske rum
Knud Illeris anfører et væsentligt aspekt, når talen falder på at optimere læreprocesser.
Han siger at ”.. menneskets læringsberedskab er en integreret del af dets potentiale til
livsudfoldelse og som sådant i udgangspunktet af lystbetonet karakter (Illeris, 2001:181).
Det er altså ikke kolber og etiketter vores pædagogiske laboratorium skal udstyres med,
men oplevelser og erkendelser af lystbetonet karakter. Den lystbetonede karakter er helt
central, når vi taler om undervisning i drama, fordi drama netop knyttes til legen, der som
æstetisk praksis er tidsløs, eksperimenterende og uforudsigelig, med en refleksion der
sker i aktiv handling.
Men lysten fra de studerende driver ikke værket alene, for ifølge Illeris og den
Schweiziske ”tænker” Etienne Wenger, forudsætter det optimale ”situerede læringsrum”
(Illeris, 2007:15), bl.a. at man som underviser tager højde for en del andre faktorer, som
er forudsætningen for, at læringen kan finde sted. Ifølge Illeris, skal undervisningen
foregå som led i en sammenhængende proces, hvor sammenspillet mellem individ og de
sociale og eller materielle omgivelser, giver individet (den studerende) mulighed for, at
identificere sig i situationen/processen som subjekt.
Centralt i læringsprocessen er, at de studerendes tidligere erfaringer i fællesskabet kan
kobles sammen med de nye impulser og forekomme den studerende relevant, både på
det personlige og det faglige plan (Illeris, 2007:16-17). Udvikling og eller læring sker
netop, som Etienne Wenger siger, i forholdet mellem individ og fællesskab (Illeris, 2007:
68). Et fællesskab, der involverer både den refleksive handling og de kropslige erfaringer.
Ifølge Illeris er intelligensen – den fornuftmæssige læring - nemlig forankret, ikke blot i
det refleksive, men også i kroppen (Illeris, 2007:14). Denne læringstanke falder i tråd med
den æstetiske lærerproces/praksis, hvor netop både tanker, følelser og handling er
inkluderet i en både individuel og kollektiv arbejdsform (Sæby, 1998:413). En praksisform,
hvor både krop og hoved gensidigt er afhængig af hinanden i konstruktionen af et
106