Netbaseret læring i pædagoguddannelsen

Ved at mødes gennem brugen af video og rollespil på nettet, virtuelle teaterforestillinger,
hvor tiden er synkron, men rummet og figuren er virtuel, har vi mulighed for, at
undersøge lige så mange relevante emner, som i den ordinære læringssituation. Blot
kræver det, at vi har teknologien og kompetencerne til at beherske medierne, samt at vi
har modet til at kaste os ud i et læringsrum, der i sin grundstruktur er ustyrligt – at vi, som
dramapædagoger, kan leve med at miste kontrollen.
5. And so what?
At undervise i drama på nettet fordrer altså didaktiske og materielle overvejelser der på
ingen måde er færdigudviklede - og forhåbentlig ej heller nogensinde bliver det. Nettet er
i min optik særlig interessant, netop fordi målet med at lave uddannelse i dette rum ikke
er enten at formidle viden eller håndværk eller at lære at bruge mediet, men både og.
Undervisningens praksis er den, jeg til stadighed står i, som underviser på en uddannelse,
som udbydes på nettet. En praksis der udvikler min viden og praksis om ”traditionel”
forståelse og formidling af de æstetiske fag. For gennem den intensiverede undervisning
på nettet, fordres udvikling af alternative praksisser, der udfordrer forståelsen af drama
som æstetisk fag i et fysisk rum – for hvordan kan man spille den grimme ælling på
nettet?
Og hvis vi skal være tro mon Etienne Wengers pointe: At læring fordrer praksisfællesskab,
er vi nødt til at stille spørgsmålet: Hvorledes kan dette udfolde sig på nettet?
I kraft af, at det praksisfællesskab der opstår de studerende imellem og mellem de
studerende og Jeg på nettet, ofte er asynkront, bliver de teoretiske og metodiske
overvejelser omkring fagets praksis perspektiveret til et andet læringsrum. Der opstår nye
måder, hvorpå faget integreres i uddannelsen, og vi er nødt til at redefinere den måde,
hvorpå vi integrerer og dokumenterer den kropslige erkendelse og erfaring – og den
Marte Meo-inspirerede brug af video, er kun en af mange muligheder.
117