Netbaseret læring i pædagoguddannelsen

Jeg har nu ført tre hold net-studerende til afsluttende praktiske prøve i drama. Den
umiddelbare og ikke systematiserede evaluering af disse forløb peger på især tre
kvaliteter ved den netbaserede uddannelse:
1. De studerendes skriftlige produkter er markant mere stringente i deres formidling
end de ”ordinære” studerendes.
2. De studerende formår på højt niveau at konkretisere og formidle deres teoretiske
og metodiske overvejelser i den pædagogiske kontekst.
3. De studerendes mundtlige oplæg er særdeles velkomponerede – de formår at
artikulere fagets kernefelter anderledes, præcist og fyldestgørende.
Det der i den anledning vækker min nysgerrighed er ikke så meget, at forskellen er der,
men snarere hvorfor den er der.
Nogle af de overvejelser jeg har gjort mig er, at jeg i kraft af, at jeg ikke er fysisk tilstede i
rummet, nødvendigvis må være endog meget konkret og tydelig i min formidling på
nettet– jeg kan ikke støtte mig til mit kropssprog, ligesom jeg ikke skal have min
opmærksomhed rettet imod min egen person i performance – på ikke at ”stjæle”
rummet.
Således kan vi (mine studerende og jeg) etablere et rum, hvor de studerendes refleksion
på egen kropslighed er i fokus, uden at jeg ”kigger dem over skulderen” – det bliver deres
refleksioner på deres praksis, vi diskuterer og ikke mine vurderinger og tolkninger af deres
kropslige udtryk – dem ser jeg jo kun asynkront og i udvalg - hvis jeg overhovedet ser
dem. Men netop fordi de er så meget alene i deres praksis, må jeg forsøge at etablere
rummet for spejlingen i ordene. Min funktion som underviser er netop ikke
”mesterlæreren”, men supervisoren og initiatoren.
”Alt” er synligt på nettet – succeser såvel som fejltrin – ros såvel som ris – og både
undervisere og studerende inspireres og eksponeres. Derved fungerer nettet som
118