Netbaseret læring i pædagoguddannelsen

’menneskeuddannelserne’ (Weber og Andersen 2009) i et komplekst senmoderne
samfund.
Pædagogik, didaktik, professionsfaglighed og –opgaver er således ikke statiske, isolerede
størrelser men flydende og socialt konstruerede over tid og i samklang med et omgivende
samfund (se Spector og Kitsuse 1985).
Omskifteligheden i fagligheden i uddannelsen til det der er denne antologis
omdrejningspunkt; pædagoguddannelsen og funktionsområderne – og/eller
brugergrupperne – her, er dog ikke større end, at det i forskellige faglige og metodiske
klædedragter, altid har omhandlet relationsarbejde; lærings-, omsorgs- og
udviklingsopgaver.
Det er opgaver der i sin varetagelse i en klassisk forståelse vil fordre en udtalt grad af
fysisk nærhed og mellemmenneskelig kontakt. Det logiske slutning herfra er
tilsyneladende så, at kvalificeringen – eller læringen – mod at mestre varetagelsen af
disse opgaver, også bør foregå i et fysisk samvær (Petersen og Rasmussen 2005: 237-238).
Videre har uddannelsens ’værktøjer’, linjefag i forskellige varianter, måske i endnu højere
grad fordret en fysisk tilstedeværelse i læringsrummet.
En af de få titler på dansk, der belyser erfaringer med IT og pædagoguddannelsen,
proklamerer allerede i 2005, at tiden hvor nogen så mediet som ”en trussel mod
autenticitet og nærvær” (Hansen og Wiedemann 2005: 7), er ovre og modsætningen
mellem disse skeptiske pessimister og ukritiske optimister, der mente mediet ville
revolutionere uddannelse og undervisning, er afløst af en ”it-pragmatisme”. (ibid.). Her
afprøves mediets pædagogiske og uddannelsesmæssige muligheder uden større
sværdslag i konkrete forløb.
Vi har på det der tidligere hed Dannerseminariet i Jægerspris – (nu fusioneret ind i
UCC/Pædagoguddannelsen Nordsjælland) siden 2003 oprettet hold og uddannet
7