Netbaseret læring i pædagoguddannelsen

”læringsrum” hvor den studerende kan udvikle deres kompetencer til at udtrykke det
usigelige (Sørensen, 2007:68) og derved blive klogere på sig selv, de andre og verden. Et
rum hvor der læres med sjælen.
For at skabe dette potentielle æstetiske praksisfællesskab, hvor de studerende har sjælen
med, forudsætter det, ifølge Illeris, at man tager afsæt i 3 centrale lærings indholds
dimensioner:
at den studerende tilegner sig mening med og mestring af læringsindholdet. Det
vil sige at indholdet skal være relevant og betydningsfuldt (funktionalitet),
samtidig med at den studerende oplever, at han/hun mestrer det.
læringsindholdet skal give motivation, pirre de studerendes faglige nysgerrighed
for faglig handling og stillingstagen, samtidig med at den psykiske balance
opretholdes. Denne motivation til læring giver mulighed for udvikling både faglig
og personligt
læringsindholdet skal have en social funktion (socialiteten), med et indhold der
medtænker det faglige både i det eksisterende praksisfællesskab og mod
professionen. Samtidig skal den enkelte studerende opleve sig integreret i
praksisfællesskabet. Uden at være del af oplevelsen i praksisfællesskabet kommer
man ingen vegne, som Wenger pointerer (Illeris, 2007:68).
I det dramafaglige praksisfællesskab er social integration signifikant, da de studerendes
individuelle kompetencer og syn på verden afspejles i fællesskabet, og er
betydningsbærende for fællesskabets kompetencer og identitet (Ibid:69).
Men hvorfor er det relevant med en læringsforståelse, som inkluderer det sociale og
alsidige personlighedsudviklende indenfor det pædagogiske arbejde? Kurt Abildgaard og
David Keir Wright siger i ”Ej blot for sjovt” 71 , at der er tre erkendelsesmåder/
praksisformer, der bør være i spil i den pædagogiske praksis og i tilrettelæggelsen af
71 Se litteraturliste.
107