dannelse, kundskaber og kompetencer - Interfolk, Institute for Civil ...

5. Perspektiver 121
5.1 Den frie folkeoplysning
Som belyst i det teoretiske hovedafsnit må den frie og almene folkeoplysning hente sit
værdigrundlag fra de grundlæggende idealer om menneskerettigheder og demokrati,
der blev udfoldet i de europæiske oplysnings‐ og dannelsestraditioner, hvor oplysning
og dannelse skulle skabe grundlag for frihed og folkestyre. Disse idealer fik en konstitutiv
betydning for de moderne samfunds politiske forfatninger, og de repræsenterer fortsat
væsentlige normer i de senmoderne samfunds selvforståelse, også i den pædagogiske
tænkning.
Under de moderne samfunds udvikling trådte et nyt selvbevidst menneske ind på historiens
scene, som krævede retten til i frihed at sætte mål for sit eget og det fælles liv
og at opnå myndighed over sin egen historie. Det var og er oplysningens og humanismens
kerne. Men det viste sig snart, at dette moderne menneske måtte optræde på flere
scener under skiftende roller og med vekslende brug af fornuften.
Samfundet blev differentieret i nye relativt selvstændige områder, hvor privatsfæren
og civilsamfundet henviste til en ny livsverden præget af den kommunikative fornuft, og
staten og markedet henviste til en ny systemverden præget af den instrumentelle fornuft.
Samtidig blev borgernes livssfærer udspaltet i roller som mennesker og medmennesker
især i livsverdenens område, som medarbejder i systemverdenens område og
som medborger i begge områder. Denne differentiering har på mange måder været et
stort civilisatorisk fremskridt. Den har skabt rum både for et produktivt arbejdsliv, et
ansvarligt medborgerligt samfundsliv og et rigt personligt liv. Men den indebærer også,
at de pædagogiske idealer om myndighed og oplysning bliver mere modsigelsesfyldte,
når de skal udfoldes i splittede rum med forskellige interesser i både at opretholde en
effektiv systemverden og en human livsverden.
Den efter vores skøn eneste teoretiske tradition, der forsøger og evner at forholde sig
til denne senmoderne udfordring for humanismens idealer, er den kritiske teori, især i
den habermasianske teori om den kommunikative handlen. Det nye og særegne ved Habermas
er, at han i forlængelse af Kant og Hegel ikke anser den moderne opdeling af
samfundsområder, fornuftsformer og livssfærer som et problem, men derimod som et
historisk fremskridt, der har skabt rum både for et produktivt arbejdsliv, et ansvarligt
medborgerligt samfundsliv og et rigt personligt liv. Det kritiske perspektiv eller den
konkrete utopi er ikke længere en fremtidig overvindelse eller forening af de adskilte
sfærer, men en opretholdelse af deres grænser og sikring af deres balancer.
Moderne samfund kan ikke opretholdes uden, at disse udspaltninger af de menneskelige
livssfærer opretholdes. Systemverdenens og livsverdenens forskellige rationalitetsformer
er begge nødvendige for at sikre en moderne civilisation. Moderne udviklede
samfund har eller burde have såvel en effektiv systemverden som en rig livsverden. De
to verdener kan ikke undvære hinanden, men der er en tendens til, at den instrumentelle
fornuft med rod i markedets og statens systemområder til stadighed søger at koloniserer
den kommunikative fornuft i livsverdenen. På trods af at systemet er afhængig af
en fri livsverden, fordi dens tre hovedfunktioner ‐ at sikre kulturel mening, social solidaritet
og personlig identitet ‐ ikke kan frembringes kommercielt eller administrativt. En
væsentlig forudsætning for en rig livsverden er et stærkt civilt samfund med en fri folke‐