dannelse, kundskaber og kompetencer - Interfolk, Institute for Civil ...

3. Anvendt læringssyn 55
ret i den kognitivt‐instrumentelle, den moralsk‐praktiske og den æstetisk‐ekspressive
rationalitet, og de moderne livssfærer og livsroller er differentieret i den personlige sfære
med individuelle mennesker, den civile sfære med medmennesker, den offentlige
sfære med medborgere og den arbejdsmæssige sfære med medarbejdere.
Der er afgørende modalitetsforskelle mellem disse livssfærer og deres fornuftsformer,
og deres tilsvarende læringskvaliteter. Et postmoderne samfund og dets borgere
har brug for læring i alle disse modaliteter og ikke for, at en af dem vinder dominans, eller
at de sammenblandes til et farveløst miks af bløde sociale kompetencer og overfladiske
kundskaber uden indslag af personlige dannelse. Der er både behov for formel uddannelse
og erhvervsrettet voksenuddannelse, der bidrager til en effektiv systemverden,
og behov for ikke‐formel og uformel læring i det civile samfund, som kan forbedre en rig
og fri livsverden. Læring skal ske af hensyn til såvel arbejdslivet som det personlige, civile
og offentlige liv.
En læringsteori og en uddannelsespolitik, der ignorerer disse forskelle og indordner
al læring under den erhvervsrettede lærings instrumentelle kvaliteter, repræsenterer en
reduktionisme, der både er teoretisk og uddannelsespolitisk fejlagtig. Dens anbefalinger
vil generelt ikke forbedre uddannelsessystemet, og den vil helt sikkert ikke forbedre folkeoplysningen.
Endnu værre, det kan underminere den demokratiske og civile kultur i
landet og skabe ubalancer mellem systemet og livsverdenen. På kort sigt kan det måske
øge produktiviteten i markedsøkonomien, på længere sigt vil det reducere folks livskvalitet
og true den samfundsmæssige reproduktion og kulturelle sammenhængskraft.
Mangler i Habermas’ pædagogiske ansatser
Et reflekteret læringsbegreb må ikke miste forbindelsen til oplysnings‐ og dannelsestænkningen.
Immanuel Kant formulerede det nye humanistiske oplysningsprogram om,
at mennesket skulle træde ud af sin »selvforskyldte umyndighed« og have »mod til at
betjene sig af sin egen forstand«. Menneskene havde muligheden for at benytte deres
dømmekraft til i frihed at sætte mål for deres eget liv og det fælles samfundsliv og at opnå
myndighed over deres egen historie.
Men det krævede, at dømmekraften blev dannet til at kunne sikre såvel den personlige
frihed som almenhedens interesser. Dannelsestænkningen både i dens nyhumanistiske
og grundtvigske udgave lagde vægt på den menneskelige og medborgerlige dannelse,
og i mindre grad på den erhvervsrettede uddannelse. Det primære mål for ”oplysningen”
var ikke at uddanne sig til at få en privat karriere, men at danne sig til at tage ansvar
for de fælles og almene interesser. Grundtvig omtaler det som en oplysning, der kan
sikre ”frihed til fælles bedste”. Uden denne dannelse fører oplysningen ikke til myndighed
og folkestyre, men til egoisme og majoritetsvælde, der opløser fællesskabet til et
sammenstød af privatinteresser. Den moderne pædagogiske humanisme, dannelsestænkningen
ville imødegå, at privatborgerens perspektiv blev dominerende, og at markedet
blev hele livet. 70 Det var den større omverdensorientering, den brede kulturind‐
70 Jf. Peter Kemp: Verdensborgeren som pædagogisk ideal: Pædagogisk filosofi for det 21. århundrede. Hans
Reitzels Forlag, 2005.