dannelse, kundskaber og kompetencer - Interfolk, Institute for Civil ...

2. Teori 15
2.1 Den kritiske teori
Denne undersøgelses metodologi er inspireret af Frankfurterskolens kritiske teori, 2 især
af den yngste generation, hvor Jürgen Habermas er den centrale talsmand. 3 Frankfurterskolen
har trods store indbyrdes forskelle delt den fælles opfattelse, at teoriens normative
fundament, dens kritikgrundlag skal bygge på de centrale idealer i det moderne
samfund, som har reference til menneskerettigheder og demokrati. Idealer, der viser tilbage
til den klassisk borgerlige oplysningstænkning, hvor oplysning og dannelse skulle
skabe grundlag for frihed og demokrati, og som fortsat repræsenterer væsentlige normer
i de senmoderne samfunds selvforståelse.
Den kritiske teori er til forskel fra mange andre videnskabelige retninger bevidst om
sin deltagerstatus og sin betydning som en aktør i en modsætningsfyldt social praksis.
Videnskab, det at skabe viden, foregår ikke i et socialt tomrum, men er selv en del af det
samfundsmæssige liv. Vil man alligevel forsøge at fastholde en værdifri videnskab, så
ender den med at blive ideologi, som et mere eller mindre skjult eller fortrængt grundlag
for magtudøvelse. Habermas var fra starten kritisk overfor den uengagerede og
”værdifrie” videnskab. I de sociale, kulturelle og pædagogiske konflikter kan forskningen
ikke være neutral, men må nødvendigvis indgå som en partner. Ikke ved at repræsenterer
særinteresser, men ved at repræsenterer almenvellets interesser, som må udgøre
den diskursive ramme og overordnede refleksionshorisont for kritikken.
Den kritiske metode er immanent ved at bygge på givne historiske og samfundsmæssige
værdier og forståelser. Som metode er den kendetegnet ved teoretiske analyser og
empiriske undersøgelser, der påviser modsætninger mellem de humanistiske og demokratiske
idealer og de faktiske samfundsmæssige realiteter, og som anviser politiske og
kulturelle ændringer, der i bedre grad kan tilgodese de grundlæggende idealer. Teoriens
kritiske perspektiv er således dobbelt ved både at kritisere de samfundsmæssige realiteter
og de idestrømninger og videnskaber, der ikke belyser dette misforhold mellem realiteter
og idealer.
2 Blandt den omfattende sekundærlitteratur om Frankfurterskolen kan følgende anbefales: Martin Jay: The
Dialectical Imagination. A histoty of the Frankfurt School and the Institute of Social research 1923 – 1950.
University of California Press, 1973; David Held: Introduction to Critical Theory. Horkheimer to Habermas.
University of California Press, 1980; Rolf Wiggershaus: The Frankfurt School. Its History, Theories and Political
Significance. Political Press, 1994 (Die Frankfurter Schule. Carl Hanser Verlag, 1986); David Couzens Hoy
and Thomas McCharthy: Critical Theory. Blackwell Publishers, 1994; Stephen Eric Bronner: Of Critical Theory
and its Theorists. Blackwell Publishers, 1994; Henrik Kaare Nielsen: Kritisk teori og samtidsanalyse. Aarhus
Universitetsforlag, 2001.
3 Blandt den omfattende sekundærlitteratur om Habermas værker kan følgende anbefales: Thomas
McCarthy: The Critical Theory of Jürgen Habermas. MIT Press. 1981;John B. Thompson and David Held (ed.):
Habermas. Critical Debates. the MIT Press, Cambridge, 1982; Richard J. Bernstein (ed.): Habermas and Modernity.
Polity Press, 1985; Rick Roderick: Habermas and the Foundations of Critical Theory. Macmillan,
1986; David Ingram: Habermas and the Dialectic of Reason. Yale University Press, 1987; Jørn Erslev Andersen
(red.): Det moderne – en bog om Jürgen Habermas. Modtryk, 1983; Alex Honneth, McCarthy, Offe and Albrecht
Wellmer (ed.): Philosophical Interventions in the unfinished Project of Enlightenment. MIT Press, Cambridge,
1992; Alex Honneth, Thomas McCarthy, Claus Offe and Albrecht Wellmer (ed.): Cultural­Political Interventions
in the unfinished Project of Modernity. MIT Press, Cambridge, 1997.